Faner

28 august 2012

Lær at tegne realistisk



Mark Crilley er en vanvittig dygtig tegner, som har lavet en stor samling af How to-videoer, hvor man f.eks. kan lære at tegne superrealistiske tegninger af objekter ved at følge hans tegneproces. Der er især mange tegne-videoer for de Manga-interesserede, som f.eks. denne:

Eller denne, som handler om teknikker til at tegne hænder med:

Find listen over alle hans videoer her.

23 august 2012

Pokerface on Bottles - The Bottle Boys



Iflg. denne artikel er The Bottle Boys fra Danmark, og drengene hitter lige nu stort på Youtube med deres ølflaske-version af Lady Gaga's hit, Pokerface.

Det kunne være et sjovt projekt at prøve at gøre dem kunsten efter i en musiktime...måske med lidt mere simple melodier. Alene det at få flaskerne til at stemme i forhold til hinanden må være en ret underholdende måde at træne hørelære på.

22 august 2012

Besøg Fru Billedkunst - en lærers blog om billedkunst

Billederne er lånt hos Fru Billedkunst
I dag fik jeg en sød kommentar fra en billedkunstlærer.... og sådan kan man være så heldig at noget godt kommer dumpende!
Hun hedder nemlig Tina Kejlberg, og hun har sin egen blog - Fru Billedkunst - som jeg iler med at linke til, for der er MANGE gode idéer og vejledninger til undervisere i Billedkunst... og andre med kreative lyster.
Besøg bloggen her.

Kend din ret - Bliv klogere på det danske retssystem

Websitet CFU Nordjylland Samfundsfag skrev i går dette indlæg om to spændende, interaktive, danske websites, som er værd at kende til hvis I skal arbejde med kendskabet til det danske retssystem:

Kend din ret

Kend din ret kan man downloade opgaver og debatoplæg og følge forskellige sagers forløb igennem retssystemet.




 
 Lær om retssystemets opbygning.

Få indblik i hvad der foregår i retssalene under straffesager og civile sager. Hvem er til stede under en retssag og hvilke roller har de forskellige parter.
Se interviews, hvor værdierne og principperne bag det danske retssystem forklares.











 

Danmarks domstole

På websitet Danmarks domstole har de en interaktiv animation, som præsenterer domstolenes arbejde og forklarer forskellene på hhv. straffesager, civile sager, foged- og skiftesager.




21 august 2012

Nyt fra Generation I

Jeg har lige fået et tip fra foreningen Generation I, som netop har lanceret et nyt undervisningsmateriale til udskolingen og ungdomsuddannelserne.
Materialet handler om at styrke elevernes evne til at omgås andre mennesker med åbenhed, tolerance og forståelse for mangfoldigheden.
Undervisningsmaterialet kan downloades gratis her, hvor du kan vælge imellem 3 variationer af materialet: et der tager et modul at gennemføre, et der tager en temadag og et der tager 3 temadage.



Tak til Generation I for tippet!

Læs også mit tidligere indlæg om foreningen her.

20 august 2012

Hvad mener DU om Skolestuen?

Jeg rundede for nyligt mit indlæg nr. 500 her på Skolestuen, og har derfor lyst til at fejre "jubilæet" med en lille brugerundersøgelse, som jeg håber at I har lyst til at deltage i ved at besvare nogle få spørgsmål.
Uanset om I har ris eller ros at byde ind med, vil jeg blive utroligt glad for jeres feedback.... og selvfølgelig forsøge at gøre siden endnu bedre fremover, med jeres hjælp.
Tak til alle jer der følger bloggen og tak til jer der svarer.

Venlig hilsen
Eva

Create your free online surveys with SurveyMonkey, the world's leading questionnaire tool.

Stop-Motion Excel - Kan man lave animation med et regneark?



Tja...., hvis man er en rigtig haj til Excel regneark, så er det jo bare om at gribe inspirationen og komme i gang!
Men videoen kan selvfølgelig også bare indgå som et eksempel, i et oplæg om forskellige typer af animationsfilm.

.... Eller.... bare til at blive i rigtig godt humør af!

16 august 2012

The LEGO® Story - Historien om Lego - engelsk animationsfilm



I anledning af Lego's 80 års fødselsdag har Lego lavet denne virkeligt flotte animationsfilm, som (på engelsk) fortæller hele historien om hvordan Lego-klodsen blev til. En historie, som er dramatisk godt fortalt og værd at kende.

Min første tanke da jeg så den var at den kunne være oplagt at bruge i engelskundervisningen (eller måske tværfagligt?), f.eks. hvis man så den i kortere afsnit, som kunne genfortælles, stilles spørgsmål til eller trænes gloser med.

Efterlysning: Har du erfaringer med Kodu Game Lab?

Hvem har prøvet at arbejde med dette program?

I dette indlæg fra marts 2011 skrev jeg lidt om softwaren Kodu Game Lab - et gratis og meget brugervenligt Microsoft-program, som man kan bygge/programmere sine egne computerspil med (også uden at have det mindste forkendskab til programmering).

En læser har lige spurgt om jeg i mellemtiden har haft lejlighed til at afprøve programmet i en undervisningssammenhæng og indhente nogle erfaringer med det, hvilket jeg desværre ikke har.

Men det har du måske??

I så fald hører jeg meget gerne fra dig enten via kommentar-funktionen (se i bunden af dette indlæg) eller via min mail, som du finder i kolonnen til højre.

15 august 2012

Stixy - en virtuel fællestavle



Som videoen herover viser er Stixy et smart onlineværktøj, som f.eks. kan bruges til kollaborative projekter, hvor mange kan bidrage til en fælles samling af informationer, billeder, dokumenter og noter. Hvordan kan du se i videoen.

Forslag til anvendelsesmuligheder:

1) Ordkendskab: Opret en tavle der omhandler et bestemt ord/udtryk. Bed eleverne (evt. i grupper) om at bidrage til tavlen ved at lave "postits" med deres definitioner af ordets betydning/-er. Diskuter på klassen hvilken definition der er mest præcis/dækkende.

2) Aflevering af stile: Lad eleverne poste deres stile eller andre skriftlige arbejder (i Word- eller pdf-format) til en tavle oprettet til formålet. På den måde gøres det muligt for eleverne at hente inspiration hos hinanden både i skriveprocessen og efter.

3) Billedsøgning: Opret en tavle med et tema der f.eks. omhandler en bestemt følelse, en konflikt fra en læst tekst eller lign. Lad eleverne byde ind på tavlen med billeder de enten selv har fotograferet eller fundet på nettet, som de mener passer til/illustrerer det givne emne. Diskuter forskelle og ligheder mellem de forskellige bidrag.

4) Mødeværktøj: Hvis I har adgang til en elektronisk tavle under lærer- og teammøder, kan værktøjet bruges både før, under og efter mødet til at forberede og samle informationer, aftaler, huskelister, tidligere referater, notater eller lignende. På den måde har alle straks adgang til alle informationer online.

I finder værktøjet her.

14 august 2012

Træn uregelmæssige engelske verber

Jeg har utvivlsomt nævnt det før, men gør det gerne igen: Bloggen Free Technology for Teachers er værd at holde øje med, hvis man gerne vil inspireres ift. at inddrage moderne teknologi i sin undervisning. Bag den prisbelønnede blog står Richard Byrne, en amerikansk lærer, som tydeligt ved hvad han taler om og gavmildt deler ud af sit enorme kendskab til gode, undervisningsrelevante webressourcer.

I dag skriver han f.eks. om The irregular Verb Wheel Game, som er et interaktivt lykkehjuls-spil, der træner brugen af uregelmæssige engelske verber på en sjov måde.

Sådan bruges bøjningshjulet:
Drej hjulet og gæt (på 2 minutter) flest mulige forskellige bøjningsformer af det ord som pilen lander på. Hvert rigtigt svar giver 1 point, og gættes alle fem korrekte bøjninger af samme ord, fås en 10% bonus i pointscoren.

Spillet stammer fra websitet Macmillian Dictionary, som er et gratis online-opslagsværk om det engelske sprog. Her kan du også finde andre gode ressourcer til engelsktimerne.

12 august 2012

Cut my pic - Et gratis, online-billedbehandlingsværktøj for alle

Med det gratis onlineværktøj Cut my Pic kan du - i tre, enkle steps - nemt, hurtigt og gratis udføre billedbehandlings-opgaver med dine billeder, så som beskæring, runding af hjørner, ændring af størrelse, tilføjelse af billedskygge og tilføjelse af filtre, kontrast eller spejling. Det kræver hverken installation af billedbehandlingsprogram eller at man er registreret som bruger af sitet.
De færdig-bearbejdede billeder kan gemmes på computeren eller deles med andre via e-mail, Facebook eller Twitter.

Sådan bruges værktøjet:
1) Browse/find/vælg det billede du ønsker at arbejde med og tryk på knappen Go!

2) Placer den stiplede ramme, som du ønsker at billedet skal beskæres og tryk på knappen Preview for at se resultatet.
Vælg de ønskede effekter og tryk på knappen Preview hver gang du vælger noget nyt, så du hele tiden kan se hvad der sker med billedet.
Tryk på knappen Done når du er tilfreds med ændringerne.
3) Vælg om du vil gemme billedet som en .png-fil (billedfil) på computeren eller dele det med andre via e-mail, Facebook eller Twitter.

Her ses et par eksempler på et ændret billede:


Før
Efter
Efter
Prøv selv værktøjet her.

Nostalgi uden copyright






På websitet Reusable Art har man specialiseret sig i at opbygge en stor samling af gamle illustrationer til fri afbenyttelse idet billederne er så gamle at copyrighten på dem for længst er udløbet.

Idèer til billedkunst:
  • Øv jer i at genskabe en gammel illustration så præcist som muligt (hvilke teknikker er brugt og med hvilke materialer og teknikker kan de forskellige effekter opnås?)
  • Decoupage
  • Motivfællesskaber - Søg efter nyere billeder på nettet eller fotografer selv motiver som har noget til fælles med de gamle motiver - Sammenlign billederne og kom med bud på hvad de forskellige billeder har været brugt/bruges til?
Andre sider på nettet med tilsvarende billedsamlinger:

Old Pixels
The Graphics Fairy
Free vintage digital stamps
Miss Mary
Art-e-zine
Clipart Guide

11 august 2012

Sådan kan du lave din egen font (skrifttype)

Skulle du have lyst til at prøve kræfter med at designe din egen font (True Type-skrifttype) til brug i f.eks. Word- eller PowerPoint-dokumenter, kommer her et tip om et onlineværktøj, jeg har afprøvet med succes.

Værktøjet hedder Your Fonts og fungerer på den måde at du først udskriver en 2-siders skabelon, hvori du med sort tusch-pen eller kuglepen udfylder alle felter med de bogstaver og tegn du ønsker at din font skal bestå af. Dernæst skanner du de to sider og gemmer dem som billedfiler på din computer. Herefter uploader du dine to billedfiler til Your Fonts, som genererer dem om til en True Type-font, som du kan downloade/gemme i font-samlingen på din computer og vælge i stedet for f.eks. Arial, Times eller Comic Sans, når du skal skrive i et dokument.

(Billedeksemplet herover er kun et preview af min font. Den færdige font kan også indeholde bogstaverne 'æ', 'ø' og 'å' samt alle mulige andre specialtegn, blot man udfylder disse på side 2 i skabelonen.

OBS! Dette er IKKE et gratis værktøj. Det koster 19,95 $ (ca. 121,00 kr.) at designe og downloade sin egen font med det. Til gengæld er værktøjet nemt at bruge og så er det skægt at kunne skrive dokumenter med sit eget personlige udtryk.

Skal dine elever træne håndskrift kan du bruge din egen font/håndskrift, som dine elever genkender fra tavlen og andre steder, til at udforme skriveøvelser, bogstavplancher eller lign. med.

Her har jeg lavet en dansk billedvejledning til hvordan værktøjet anvendes:











Sludder!... Dit styresystem, selvfølgelig... ikke din browser! :-)





Du finder værktøjet her.

09 august 2012

Træn ordforråd og ordkendskab med sjove film



Ovenstående lille film - lavet af Daniel Mercadante fra Everynone - kan bruges på alle klassetrin til hukommelsesøvelser eller sprogtræning (ordforråd og ordkendskab):

Se filmen og hav et stykke papir og en skriver klar. Når filmen er færdig skriver man en liste med navnene på alle de runde objekter man husker fra filmen. Hvem kan mon huske flest? Øvelsen kan evt. udføres i makkerpar eller som gruppearbejde for at få gang i processen og skabe dialog.

Suppler eventuelt med:
a) at lave elevernes ordlister om til huskespil, hvor ord og billeder skal matches.

b) at bruge elevernes ordlister til en omgang "Gæt og grimasser".

c) at lade eleverne lave deres egne plancher eller kortfilm med lignende indhold, f.eks. lutter firkantede objekter, lutter grønne ting, ting der starter med et bestemt bogstav..., altså ting med en eller anden form for fællesnævner.

d) at se nogle af de andre film fra de samme producenter her.

05 august 2012

Bounce - et smart markeringsværktøj til læsning af webartikler

Det gratis onlineværktøj Bounce giver dig mulighed for at tage et screenshot (skærmfoto) af en internetside, markere udvalgte billeder eller tekstpassager og tilføje små bokse med tekst eller spørgsmål til det markerede afsnit.
Når du er færdig med at markere og kommentere/stille spørgsmål gemmer du siden med et tryk på knappen "Save", hvorefter du får tildelt en URL-adresse til dit screenshot, som du kan dele med andre.


Når der klikkes på det udleverede link vises dit billede (screenshot) forsynet med blå rammer omkring de udvalgte billeder eller tekstpassager.
Føres musemarkøren henover en af dine rammer vises din kommentar eller dit spørgsmål lige under rammen.

Du kan se et eksempel jeg har lavet ved at klikke på linket her.
Det kræves ingen bruger-registrering for at benytte værktøjet og det er så nemt at gå til at elever fra mellemtrinnet og opefter sagtens vil kunne finde ud af at bruge det.

Her er en lille vejledning - (klik på billederne herunder for en større visning):


Hvordan kan dette værktøj bruges i undervisningen?
  • Med Bounce kan du fremhæve specifikke elementer i en web-artikel og - ved hjælp af dine kommentarer eller spørgsmål - sikre dig at indholdet bliver læst/forstået.
  • Lad eleverne selv stille spørgsmål til/kommentere indholdet i en udvalgt webartikel og dele url-links med hinanden i makkerpar/grupper eller med hele klassen. 
Du finder værktøjet her.