Faner

30 juni 2013

Grib idéen! - Hæng ordklasserne op!

Klip tomme toiletruller op og smæk dem på opslagstavlen med en tegnestift. Skriv navne på rullerne og du har verdens måske billigste "reolsystem" til alt fra ordlege til huskesedler.
Idéen kunne også være smart til en portrætvæg eller ophæng/udstilling af billedkunstværker i den lettere afdeling.
Idéen er set her, hvorfra billedet også er lånt.

29 juni 2013

Lav quizzer med Google formularer



I denne video kan du lære hvordan man nemt kan bygge en quiz med Google formularer.

Om at bruge skabeloner i Google Drev

Har du læst Anja Emilie Madsens spændende blogindlæg om hvordan man som underviser kan bruge skabeloner i Google Drev? - Ellers skulle du tage at du gøre det her.

26 juni 2013

Se 8 piger danse en optisk illusion



Sjovt fundet på... og måske ikke umuligt at gøre efter?

Ny Kims-leg til Smartboardet fra Skolestuen

OBS! En tidligere fejl i "Se og husk 2 - med ord" skulle nu være fikset og aktiviteten kan igen downloades fra Smart Exchange. Giv mig endelig et praj hvis den skulle begynde at drille igen.
-----

Så har jeg lavet en opfølger til Smartboard-aktiviteten "Se og husk!", som er en interaktiv Kims-leg der træner eleverne i at iagttage, huske og samarbejde.

I "Se og husk 2 - med ord" er det - som titlen røber - i denne omgang ord, der skal læses og huskes når et eller flere af dem fjernes.


Aktivteterne kan downloades gratis her:
"Se og husk!" og "Se og husk 2 - med ord"

25 juni 2013

IT-undervisning for alle - gratis e-kurser online



De danske biblioteker har lavet et spændende website - eKurser.nu - som tilbyder gratis ekurser til alle som har behov for hjælp til at følge med i hvordan man benytter den stigende mængde af digitale onlineservices og -portaler, smartphones, E-bøger m.m.
Kurserne er af ca. 5-15 minutters varighed og består af videoer (på dansk), trin-for-trin-vejledninger og tilhørende opgaver og kan benyttes af alle med en internetadgang.

I finder kurserne her.

24 juni 2013

En ny måde at følge Skolestuen på

Har du været vant til at følge med i hvad der sker her på Skolestuen via RSS-feeds i Google Læser, er du sikkert også bekendt med at Google Læser lige om lidt er en saga blot.
Der findes masser af andre feeds-læsere, hvilket på almindeligt dansk betyder et webtool, som løbende helt automatisk indsamler og viser dig de nyeste indlæg fra dine favoritblogge og websteder på ét sted, i stedet for at du skal springe fra den ene til den anden blog for at holde dig ajour.
Selv har jeg valgt at erstatte min Google Læser med en anden læser kaldet Feedly, men afprøver i øjeblikket også læseren Bloglovin, som samler dine feeds i et lækkert, og meget "rent" layout, synes jeg. Men den slags er jo altid en smagssag, og man må bare prøve sig frem til man finder den feeds-læser man bedst kan lide.
Ved at oprette dig (gratis) som bruger på Bloglovin kan du følge med i seneste nyt fra alle dine yndlingsblogge... som f.eks. yours truely's....Skolestuen :-)
Follow my blog with Bloglovin

22 juni 2013

Rejs verden rundt på fem gæt med quizværktøjet GeoGuessr

Vil du udfordre dine elever med en spændende geografi-quiz skal du lige tage et kig på GeoGuessr.
Ved hjælp af interaktive kort fra Google Maps udfordres man til at gætte sig frem til fem tilfældigt udvalgte lokationer i verden. Det er næsten som at være der selv for man kan bevæge sig rundt med pilene og dreje 180 grader rundt, mens man kigger sig omkring.
Man gætter på lokationer ved at placere fem "knappenåle" på et verdenskort. Efter hvert gæt får man oplyst afstanden til den korrekte lokation i km. De fem afstande omdannes til point, som automatisk tælles sammen til en samlet pointscore til sidst.
Hver quiz sender dig fem nye steder hen, men når man har gennemført en quiz kan man også vælge at dele den samme udfordring med andre. En underviser kan altså give eleverne den samme quiz og lade dem konkurrere om at komme de samme fem lokationer nærmest.
De endelige resultater kan publiceres/deles med andre via Facebook, Google+ og Twitter.
Der kræves ingen brugerregistrering/log ind for at benytte quiz-værktøjet og der kræves egentlig ikke andre forudsætninger end at kunne klikke på et verdenskort med musen.

Se her hvor nemt det er at bruge GeoGuessr (klik på billederne for en større visning):


I finder quizværktøjet her.

18 juni 2013

Gratis opgaveark til matematik og begynderengelsk


På websitet 3 Dinosaurs ligger der en stor samling færdige opgaveark til matematik og begynderengelsk... lige til at udskrive/downloade... og så er de gratis!
Se samlingen her.

17 juni 2013

Træn tabeller online

Så er der en god nyhed til dem der døjer med at huske tabellerne.
På websitet Tables Test kan du træne tabellerne på det sværhedsniveau der passer til dig. Bare vælg et niveau og tryk på knappen "Let's go!".... så er du allerede godt på vej!
Du finder tabel-træneren her.

16 juni 2013

Sæt tekst på dine billeder med onlineværktøjet Pinwords

 
Med onlineværktøjet Pinwords kan man dekorere sine billeder med forskellige teksteffekter. De færdige billeder kan deles med andre på sociale medier, via e-mail eller gemmes på computeren (højreklik på billedet > Gem som).
Man kan uploade sine egne billeder til værktøjet eller anvende billeder med en url-adresse.

Værktøjet er meget nemt at bruge og kræver ingen tilmelding/brugerregistrering. Med andre ord kan alle være med her.
I undervisning kan værktøjet f.eks. anvendes til:

  • øvelser i at skabe mening og balance mellem tekst og billede - at sige meget med få ord.
  • Haiku-digte
  • selvportrætter med tekst 
I finder værktøjet her.

Bedre Dansk - Videovejledninger og rettenøgle til skriftlig dansk

Bedre Dansk er en gratis online-ressource til danskundervisningen, som både elever og undervisere kan have virkelig stor gavn af.
Her finder man nemlig en omfattende samling af videoer, der forklarer alle tænkelige grammatiske begreber og problemstillinger.

Herudover finder man en rettenøgle, hvor alle de typiske fejl har fået et kodeord, som underviseren kan skrive under retningen af en opgave. Læreren kan f.eks. skrive "S4" hvis eleven et sted i opgaven har anvendt en forkert orddeling. Eleven kan herefter finde linket "S4" i online-rettenøglen og blive ledt hen til netop dén video og instruktion, som forklarer det specifikke problem.
Smart!!

I finder rettenøglen her.



13 juni 2013

Kims-leg - download en ny Smartboard-aktivitet fra Skolestuen

Husker du legen "Kims-leg"?
En række objekter vises frem for deltagerne, som instrueres i at huske hvad de ser. Et øjeblik efter er tingene blandet, men én ting er fjernet og deltagerne skal gætte hvilken.

Da jeg skulle bruge en hyggelig fællesaktivitet at runde mine elevers skoleår af med, har jeg lavet en interaktiv "Kims-leg" til brug på Smartboardtavler. Jeg kalder aktiviteten "Se og husk!"
Tanken er at eleverne bruger deres iagttagelsesevne og hukommelse, mens de samarbejder om at løse opgaverne. Aktiviteten indeholder forskellige varianter af legen og er opbygget sådan at opgaverne gradvist bliver sværere.

I kan downloade aktiviteten gratis her.


02 juni 2013

Træn håndskrivning på IWB

Skal der trænes håndskrift  har Gyldendals forlag en ret smart og gratis webressource, som kan bruges på elektroniske tavler.
Materialet "Skriv!" består af interaktive skrivetavler hvor forskellige bogstaver, tal og håndbevægelser (trykbogstaver og grundskrift) kan øves, samt skriveark som kan printes. Derudover kan man købe de tilhørende bøger med flere opgaver.

I finder det hele her.