Faner

25 maj 2015

Skriv noget! - Skolestuens idébank til de skriveglade... og dem, der har brug for et lille skub

På mine danskhold har jeg ofte mødt elever, som gerne vil skrive, men har svært ved at komme igang. Det kan der være mange gode grunde til - både faglige og personlige, men har man først fået følelsen af at være idéforladt eller decideret skriveblokeret, kan det sommetider være rart at få et lille skub.
Derfor har jeg lavet siden Skriv noget!
Her kan man finde idéer og inspiration, enten ved at dreje på de forskellige lykkehjul og lade heldet/skæbnen bestemme tekstens "hvem, hvad, hvor, hvordan og hvornår"-elementer... eller man kan kigge på idé-tavlerne og finde en overskrift, der sætter fantasien i gang.


Det er også muligt at låne en begyndelse... dvs. kopiere en indledning til en historie over i et Word-dokument og skrive videre på teksten og gøre historien til sin egen.
Siden indeholder desuden e-bøger med skriveøvelser, som kan downloades/udskrives.

Hvis I har lyst til at bruge siden skal I være så velkomne.
I kan besøge siden her.

Unwhiteboard hjælper med at samle og gemme dine tavlenoter

Som underviser er man ikke altid så heldig at have en interaktiv tavle til rådighed, men kan blive nødt til at bruge en gammeldags whiteboard-tavle til at lave tavlenoter på.
Det begrænser selvsagt dine og dine studerendes muligheder for at gemme dine geniale skriblerier og tegninger fra undervisningen.
Eksempel på en renset .pdf-fil med tavlenoter
Men hvis du fotograferer tavlens indhold og vedhæfter billederne i en mail til Unwhiteboard, får du en mail retur med alle dine billeder, renset for snavs/skygger m.m. og samlet i én .pdf-fil.
Voila... gratis og nemt!

Prøv det her.

08 maj 2015

Nye læringsspil til Dansk og Dansk som andetsprog

Har du set at vi på websiden Digipuzzle Skolespil har lavet nye læringsspil til brug i fagene Dansk og Dansk som andetsprog?
Hvis man i menuen vælger "Dansk" (og scroller ned på siden) finder man bl.a. vendespil til at træne rimord, forholdsord, synonymer og antonymer.
Øverst på "Dansk"-siden kan man også vælge underfanen "Ordforråd" og træne forskellige ordkategorier med vendespil eller spillet "Pladen fuld". I begge spiltyper skal man matche tekst med billeder.
På nuværende tidspunkt har vi fået lavet spil til kategorierne: "Frugt og grøntsager", "Ting i huset", "Ting i køkkenet", "Farver, mønstre og pile", "I havet" og "Tøj"..., men der er flere nye ordkategorier på vej.

Du finder alle spillene her.