Faner

30 marts 2014

RoomRecess - Onlinespil til engelsk og matematik

Websiden RoomRecess huser en fin samling af online-læringsspil til engelsk og matematik (indskoling og mellemtrin). Spillene egner sig både til PC'er og elektroniske tavler.

Prøv spillene her.

Træn de fire regnearter med matematik-basketball

Med onlinespillet Shot Clock kan man træne de fire regnearter. Man har tyve sekunder til at ramme den rigtige kurv.

Prøv det her.

24 marts 2014

TeachersTrainingVideoes - Gratis videoguides til spændende webtools


Den engelske it-ekspert og foredragsholder Russell Stannard er en dygtig formidler, som deler gavmildt ud af sin store viden om nogle af de hundredevis af spændende onlineværktøjer man kan finde på nettet og drage nytte af som underviser.  Dette gør han bl.a. i form af links og videovejledninger, som alle har gratis adgang til at se via websiden TTV-TeachersTrainingVideoes.
Videoerne, som har engelsk tale, forklarer og viser helt enkelt, men grundigt, alt hvad du har brug for at vide for at komme i gang med at bruge de forskellige værktøjer.

Websiden kan virke lidt uoverskuelig ved første bekendtskab, men den gemmer altså på det rene "guld", som man finder ved først at vælge en kategori i den blå hovedmenu og derefter vælge en videofra listen i venstre side af skærmbilledet.

Besøg siden her.

23 marts 2014

Træn dansk og engelsk med Skolestuens online Jeopardy-quizzer


I dette indlæg fortalte jeg for nylig om det herlige quiz-værktøj FlipQuiz, som man (så nemt!) kan lave sine egne interaktive Jeopardy-quizzer med. Det er en både lærerig og topunderholdende måde at repetere et nyt stof eller nye termer med. FlipQuiz'erne kan bruges både på pc'er og IWB-tavler.

Efter at have introduceret mine elever til quizzerne, kan de slet ikke få nok af dem, så nu har jeg lavet lidt flere til samlingen. Tryk på billederne herunder for at prøve quizzerne - og tryk på den grønne "Launch Presentation View"-knap for at starte:
Og så er der også quiz'erne til engelsktimerne:

Jeopardy til folket... god fornøjelse!

19 marts 2014

Google Story Builder - et spændende fortælle- og skriveredskab til mange fag

Google Story Builder er et rigtig sjovt online fortælle/skrive-værktøj, som kan bruges af alle (eller fra ca. 2. kl.trin og opefter). Der kræves ingen brugerregistrering eller login for at anvende det.
Det går i al sin enkelhed ud på at man finder på nogle karakterer til sin historie og derefter skriver de replikker karakterene skal sige i den rækkefølge replikkerne skal komme. Hvis man ønsker det kan man også vælge baggrundsmusik til sin historie.
Derefter gemmer man sin historie, som så trylles om til en videofilm, man kan dele med andre ved at kopiere (og gemme) det link man får.

Den færdige film vil ligne en animation af en historie, der skrives i et Google-dokument.
Lidt svært at forklare, men se på klippet her, og så forstår I hvad jeg mener.

Forslag til anvendelsesmuligheder:
Som klippet forhåbentlig afslører åbner denne skrive/fortælle-metode en masse muligheder for skrive kreativt, arbejde med karakterer/dialoger og for at meddigte på allerede kendte historier.
Elever kunne f.eks. få til opgave at skrive deres egne bud på hvordan en dialog mellem to fiktive karakterer kunne udspille sig i et kommende kapitel eller de kunne udfordres til at omdigte en ordveksling fra en bog eller film. En anden anvendelsesmulighed kunne være at arbejde med konfliktløsning ved at rekonstruere en diskussion og eksperimentere med at ændre de involveredes replikker, for at opdage mere hensigtsmæssige måder at løse problemer på.
Værktøjet vil selvsagt kunne anvendes i alle sprogfag, men også i andre fag hvor sammenhænge, hændelser, konflikter eller meningsudvekslinger og -forskelle kan belyses.

OBS! I skal være opmærksomme på at når først en film er gemt (omdannet til et url-link) er der ikke længere mulighed for at redigere i teksten. Det er derfor en god idé at benytte Preview-knappen flittigt undervejs i skriveprocessen, indtil man er helt tilfreds med filmens indhold.

Sådan bruger man værktøjet - (Klik på billederne for en større visning):





Prøv værktøjet her.

PS: Forslag til andre anvendelsesmuligheder er meget velkomne i kommentarfeltet herunder.

18 marts 2014

Tre..., nej, fire gode grunde til (også) at følge Skolestuen på Facebook

Hvis du ikke allerede er der, så smut lige ind på Skolestuens Facebook-side.
Følger du den bliver du nemlig holdt knivskarpt opdateret med alt hvad der sker her på bloggen, men ikke nok med det...., du får også:

  • en masse bonuslinks til spændende onlineværktøjer, websider, apps og artikler, som lige her og nu har fanget min interesse... og måske også vil fange din
  • links til tidligere indlæg på Skolestuen, som jeg synes fortjener en genudsendelse
  • links til mine gratis undervisningsmaterialer, hver gang der kommer nye til
Besøg Skolestuens Facebook-side her.

09 marts 2014

Verden set i Lego-højde

Den engelske fotograf Andrew Whyte har givet sig selv en 365-dages udfordring: hver dag skal han tage et billede med sit iPhone-kamera af verden som den tager sig ud for en omrejsende legomand med et kamera -   "Legographer".
Det er der kommet mange sjove billeder ud af, som man kan nyde i et foto-slideshow her, hvorfra disse billeder er lånt.

Andrew Whyte - long exposure photography: Legography &emdash; Lack of communication
Andrew Whyte - long exposure photography: Legography &emdash; Risk Assessment
Andrew Whyte - long exposure photography: Legography &emdash; An eye for London Andrew Whyte - long exposure photography: Legography &emdash; Ssshhhh
Andrew Whyte - long exposure photography: Legography &emdash; Against the elements
Og hvorfor ikke gribe idéen og lave et lignende fotoprojekt med eleverne, f.eks. syv dages fotoreportage om hverdagens små og store oplevelser?
En sjov øvelse i at se sin verden fra nye vinkler, lære om kamerafunktioner, billedsprog og -komposition evt. i kombination med noget tekstproduktion.
Alternativt kunne eleverne skrive fortællinger inspireret af Andrew Whytes fantastiske fotoserie, som i skrivende stund er nået til dag nr. 111.

Følg fotoserien her.

FlipQuiz - Repeter nyt stof online med verdens (måske) nemmeste quizværktøj

Med onlineværktøjet FlipQuiz kan man lave en Jeopardy-lignende online-quiz så nemt at man bliver helt glad i låget.
Quizzerne er en sjov måde at repetere stof på og der er fuldstændig frit slag mht. indholdet. Man bestemmer også selv om svarene skal formuleres som spørgsmål (som i tv-Jeopardy) eller bare som almindelige svar.
Brugerfladen i FlipQuiz er så enkel at elever fra ca. 3.-4. kl. med lethed vil kunne lave quizzer til hinanden. For at lave en quiz skal man bare oprette sig som bruger (gratis) og være logget ind.

Sådan spiller man FlipQuiz:
Del klassen op i nogle hold og lad holdene på skift vælge en kategori og trykke på det ønskede "beløb". Jo højere beløb der vælges, jo sværere er spørgsmålet. Spørgsmålet åbnes og besvares mundtligt. Tryk derefter på "Reveal answer". Svares der rigtigt vinder man beløbet (læreren holder regnskab med pointene), svares der forkert går turen videre. Når alle spørgsmål er brugt gøres stillingen op og vinderholdet kåres.
Klik på ovenstående billede og prøv min første quiz.

Sådan laver du en FlipQuiz:

1) Opret dig som bruger og log ind (det er gratis, du skal bare vælge et brugernavn, oplyse navn og emailadresse samt vælge et password)
2) Klik på den grønne "Create a New Quiz Board"-knap
Her ses editoren, hvor du udfylder fem spørgsmål/svar i hver af de seks kategorier
3) Giv quizzen en overskrift > giv første kategori en overskrift og udfyld kategoriens fem spørgsmål og tilhørende svar (husk a lade sværhedsgraden stige fra spørgsmål 1 til spørgsmål 5) > gentag med de øvrige kategorier > Tilføj evt. et eller flere tags (ikke nødvendigt - læs evt. mere nedenfor*)  > Tryk på "Save".
4) Åbn din quiz > kopier url-adressen og del linket.

Alle de quizzer man opretter gemmes online og kan altid åbnes, redigeres i eller slettes  når man logger ind på sin konto og går til "My boards".

*) Tags kan være nyttige hvis du laver mange quizzer og ønsker at kategorisere dem på dit "Dashboard" (betjeningspanel) med selvvalgte tags som f.eks. "Matematik", "Addition", "Stavning" eller "Litteratur". Laver du f.eks. ens stavequizzer til forskellige sprog, vil alle disse kunne findes under tagget "Stavning". Personligt synes jeg nu kun det gør betjeningspanelet mere uoverskueligt fordi quizzerne figurerer som dubletter, hvis de deler tags med andre, men det er en smagssag.

I finder quizværktøjet her.

Og mine færdige FlipQuizzer finder I her:
Oversæt fra dansk til engelsk 1
Oversæt fra dansk til engelsk 2
Oversæt fra dansk til engelsk 3
English words and grammar 1

08 marts 2014

At se på sig selv både indefra og udefra - et specialundervisningsmateriale fra Skolestuen

I mit daglige lærervirke (indenfor voksen-specialundervisningen) har jeg de sidste par år bl.a. haft den glæde at få lov at køre nogle undervisningsforløb, hvor elever træner deres sociale kompetencer ved hjælp af billedproduktion, dialog, rollespils- og samarbejdsøvelser.
Dette semester har vi fokus på begreber som selvopfattelse, tolerance og empati og arbejder i øjeblikket med at lave selvportræts-bøger, som skal hjælpe eleverne med at sætte ord på og udtrykke visuelt hvem de er.
Til det formål har jeg lavet to bøger med billedøvelser, som kan bruges af alle aldersgrupper:
En samling billedøvelser man kan bruge til at fortælle om sig selv.
Download materialet her.
En samling billedøvelser, som kan udfordre fantasien og selvopfattelsen.
Download materialet her.

I begge bøger har hver side en overskrift, f.eks. "Mig og vennerne", "Mig og mit tøj", "Hvis verden var blå" eller "Hvis alle var fjollede", og det er så op til eleverne at lave tilhørende illustrationer. De bestemmer selv om de vil tegne, male, lave collage og evt. kombinere med tekst. Det eneste krav fra min side er at siderne skal fyldes helt ud med motiv, baggrund og ramme. Det er selvfølgelig også mere end tilladt at tilføje nye sider.

05 marts 2014

Whizz Wordz - Spil Ord-Yatzy med engelske ord

Whizz Wordz er et interaktivt stavespil, der kan bruges til at træne stavning af engelske ord. Spillet egner sig både til fælles stavetræning på elektronisk tavle eller som en individuel PC-aktivitet.

Sådan spiller man Whizz (Ord-Yatzy):
Hver spillerunde starter når man trykker på knappen "New Letters" og varer to minutter. Stav et ord ved at trykke på bogstaverne og derefter på "Enter"-knappen for at tjekke hvert ord; er ordet stavet korrekt ryger det med på ordlisten. Stav så mange ord I kan nå inden tiden udløber.

Når en runde slutter skal man (ligesom i Yatzy) sætte flueben i et af de tomme kategori-felter på pointtavlen. De røde tal viser hvilke kategorier runden har givet dig mulighed for at udfylde. Man kan kun vælge én kategori pr. runde.

Ord på 3 bogstaver = 5 point
Ord på 4 bogstaver = 10 point
Ord på 5 bogstaver = 20 point
Ord på 6+ bogstaver = 50 point.
Slam = Man får mulighed for at vælge "Slam" hvis alle spillepladens bogstaver er brugt mindst én gang i runden.(OBS: bogstaver der endnu ikke er brugt i et ord har en lidt mørkere baggrundsfarve end de andre bogstaver.)
Straight = Man får mulighed for at vælge en "Straight" hvis der mindst én gang i runden er stavet et ord på hhv. 3, 4 og 5 bogstaver. Der gives desuden ekstra point for ord på 6, 7 eller 8 bogstaver.
20+ = Man får mulighed for at vælge "20+", hvis man har nået at skrive mindst 20 ord i en runde.
Count = Vælger man "Count" gives 5 point pr. ord uanset antallet af bogstaver.
Bonus 8 = Alle ord på 8 bogstaver udløser automatisk 200 point.

Bogstaverne bliver sværere for hver runde, og efterhånden som kategori-felterne bliver udfyldt kan en uheldig runde godt betyde at man må vælge at få 0 point i en af kategorierne, for uanset hvor godt man klarer en runde skal der vælges en kategori før man kan komme videre til næste runde.

Spillet slutter når man har fået udfyldt alle otte kategori-felter og den samlede pointscore ses under "Total".

Prøv spillet her.

02 marts 2014

Påske... coming up! - Idéer til de kreative

Hver gang en højtid nærmer sig forude eksploderer blogland i et festfyrværkeri af forslag til kreative projekter.
På min Pinterest-tavle - Kreativ påske - samler jeg de påske-aktiviteter jeg synes bedst om. Du er meget velkommen til at kigge med her. Måske finder du lige den idé du står og mangler.