Faner

30 marts 2013

Sådan bruger du Youtube til at lave dit eget slideshow med



Her har jeg lavet en lille film om hvordan I kan bruge Youtube til at lave slideshows med.

Et slideshow kaldes også et fotodiasshow, og det betyder at man sammensætter en række fotos i en billedserie, som kan afspilles som en film, evt. med smarte overgangseffekter mellem hvert billede og baggrundsmusik.
Man kan også lave slideshows med programmer som Windows Moviemaker eller Photostory, men hvis man alligevel har tænkt sig at uploade sit produkt til Youtube er det nemt at bruge Youtubes eget værktøj. Det kræver kun at man har oprettet en (gratis) Youtube-konto.

Slideshows består som sagt af fotos - helst dine egne billeder, så du ikke kommer til at overtræde reglerne om ophavstilladelse. Billederne i denne video er skærmbilleder jeg har taget i et af mine Smart Notebook-dokumenter, men det kunne også have været skærmbilleder fra f.eks. en PowerPoint-præsentation, Word-dokument eller lign. Skærmbillederne har jeg gemt som billedfiler på computeren og uploadet derfra til Youtubes fotodiasværktøj.

Værktøjet er med sin danske brugerflade meget nemt at gå til og kan være en god introduktion til det at dele noget med andre på Youtube, idet der under oprettelsen f.eks. skal tages stilling til hvem produktet skal være synligt for, om andre skal kunne kommentere, om andre må indlejre videoen osv.
I undervisningssammenhænge kan værktøjet bruges til at lave små instruktionsfilm og som præsentationsværktøj under fremlæggelser.

29 marts 2013

Matematikkanalen - 37 videovejledninger til 9. klassernes matematikpensum

Websitet Ingeniøren har lavet "Matematikkanalen", hvor I finder 37 nyttige instruktionsvideoer (på dansk) til matematik i 9. klasse.

Sådan laver du en skabelon i Google Dokumenter



Et godt tip fra Anja fra bloggen Cool IT. Se flere af hendes instruktionsvideoer her eller følg med på hendes blog her.

23 marts 2013

Så er der lidt til guitaristerne

På websitet Soundslice kan man øve sig i samspil og måske lære nye akkorder ved at spille med på forskellige musik-videoklip fra Youtube. Akkorderne vises undervejs, og man kan vælge at afspille videoen i halvt tempo og senere skrue op til "full speed".
Der er nogle få demo-klip, hvor man kan se værktøjet i funktion. Man skal registrere sig (gratis) som bruger, for at få adgang til hele musikbiblioteket.

I finder siden her.

20 marts 2013

Tag på opdagelsesrejser med The Secret Door

The Secret Door er en interaktiv rejseoplevelse, som dine elever vil elske! ... Mine vil, i hvert fald.
Det fungerer såre simpelt: Klik på den hemmelig dør og land et tilfældigt sted i verden. Uanset hvor du lander kan du frit bevæge dig rundt i landskabet eller rummet ved hjælp af teknikken i Google Earth.
Her blot nogle eksempler på hvor jeg er landet:




Bliver du træt af at være hvor du er trykker du bare på dørhammeren med løve-hovedet og bringes straks til et helt nyt sted i verden.
Et intet mindre end eventyrligt og visuelt meget sprogstimulerende værktøj, som kan bruges på alle klassetrin, som afsæt for både dialoger og skriftlige aktiviteter.
Døren kan både bruges individuelt og i mindre grupper med pc'er/tablets, men egner sig i særdeleshed godt til fælles brug på interaktive tavler.

Idéer til anvendelsesmuligheder:

  • Tag skærmbilleder undervejs og skriv jeres egne "Jorden rundt på 10 minutter"-fortællinger
  • Indsæt skærmbilleder i PowerPoint, Smart Notebook-dokumenter eller andre præsentationsværktøjer og tilføj tekst, lydoptagelser, musik, links eller lign.
  • Brug skærmbillederne til at lave jeres egne film med f.eks. Windows Moviemaker eller Photostory.
  • Brug værktøjet til at lege fotografer med - find de bedste vinkler, motiver og historier.
  • Leg med personkarakteristik: Hvilken person forestiller du dig at du kunne møde lige netop på dette sted... og hvorfor?
  • Vælg den lokation, som gjorde størst indtryk på dig, og gå på nettet og find al den information du kan om netop dette sted. Lav en præsentation som fortæller om stedet: Hvad blev du fascineret af? Hvilken slags oplevelser tror du man kan få netop dér? Hvordan kommer man dertil? Hvem/hvad ville du medbringe på en rejse dertil... og hvorfor?
  • Improviser en mundtlig præsentation for klassen ved at lege rejseguide - fortæl om det I ser som om du er en verdensberømt ekspert på området... også selvom du intet ved om stedet! Lev dig ind i rollen f.eks. ved at svare entusiastisk på "de rejsendes" spørgsmål.
  • Hvis du skulle vælge et sted du gerne ville finde bag døren, hvad skulle det så være?


Træd ind ad døren her.

18 marts 2013

Kan man folde et øje? - Grib idéen!

På Anette Lyskjærs blog er i dag et indlæg med link til en billedvejledning til hvordan man kan folde øjne af papir.
Hun har afprøvet idéen med sit billedskole-hold og skriver om det her.

Træn skriftlig engelsk med talende, animerede e-postkort


I dette indlæg fra 2010 fortalte jeg om online-værktøjet Acapela, som man kan bruge til at lave engelsktalende, animerede e-postkort eller talende indlæg på f.eks. Facebook med.
Siden indlægget blev skrevet er der kommet flere skægge skabeloner til, bl.a. muligheden for at bestemme hvad den engelske dronning skal sige i sin tale til folket (klik på play og hør et bud).

Postkortene laves meget simpelt ved at man (på engelsk) skriver de replikker, som figurerne skal fremføre.
De færdige kort kan emailes, deles via sociale medier eller indlejres på en blog/hjemmeside.

Værktøjet kræver ingen brugerregistrering og er derfor en genial måde at øve sit engelske på alle klassetrin, og samtidig en sjov præsentationsform, som egner sig fint til visning på elektroniske tavler.

Vi må bære over med det brede format, som ikke helt passer med denne blogs layout, for jeg synes I skulle have lov til at se et eksempel på hvad værktøjet kan.

I finder værktøjet her.

13 marts 2013

Lav dine egne spil og undervisningsmaterialer med gratis onlineværktøjer og programmer


  • Onlinequizzer
  • Opgaveark
  • Interaktive læringsspil
  • Flash-games-værktøjer
  • Spilskabeloner (til Microsoft Office-programmer)

Internettet bugner med gratis onlineværktøjer og Freeware-programmer, som kan bruges til fremstilling af egne undervisningsmaterialer til udskrivning eller til at konstruere interaktive læringsspil med....(også uden at vide det fjerneste om programmering).
Hvis du klikker på ovenstående billede - eller lige her - kan du bladre i Skolestuens linksamling med et broget udvalg af forskellige gratis webressourcer, der kan anbefales hvis du eller dine elever har lyst til at prøve kræfter med at fremstille egne materialer eller spil - enten helt fra scratch eller ved hjælp af nyttige skabeloner.

Tilføjelse:
Denne linksamling er i øvrigt lavet med onlineværktøjet EdCanvas, som er et yderst nyttigt og gratis lærerværktøj, som jeg vil fortælle meget mere om i et senere indlæg.
Herunder er blot en lille lyn-vejledning i hvordan man finder rundt i et EdCanvas:
Klik på billedet for en større visning

11 marts 2013

Hjælp til Facebook for elever med læse- og skrivevanskeligheder

På bloggen "IKT og vidtgående specialundervisning" kan du i dette indlæg, skrevet af Jesper Homann, læse om hvordan elever med læse- og skrivevanskeligheder kan få hjælp til at bruge sociale medier (Facebook) ved hjælp af en iPad og forskellige apps.
Superspændende!

Kender I Tyskerbloggen?


Er du tysklærer eller bare sprogglad skulle du måske lige tage et kig på Tyskerbloggen, hvor det tyske sprog (ord/udtryk/vendinger), tysk kultur og aktuelle nyheder fra Tyskland sættes under lup (på dansk) på en underholdende og herligt uhøjtidelig måde... af Jytte, en 25-årig indfødt.
Bloggen blander fakta om tyskerne, deres liv og traditioner med selvoplevede historier, reflektioner og en åbenlys kærlighed til sproget.
Her kan findes mange gode emner/temaer til tyskundervisningen.

Besøg bloggen her.

09 marts 2013

Rytmiske tal - et matematikspil for de hårdhudede!

Med onlinespillet Rythmix Calculix kan man øve sig i de fire regnearter.. med et lille twist:
Her gælder det nemlig ikke kun om at regne rigtigt, men også om at gøre det på tid... OG... i takt til musikken!
Man kan vælge imellem tre sværhedsgrader - begynder, middel eller svær - og lad mig advare:
Billedet herunder er fra den middelsvære kategori, og mange vil nok se talstørrelserne og tænke at det da vil være alt for nemt, men lad jer ikke narre. Her skal tænkes og tastes rigtig hurtigt!
Spillet kræver derfor en høj stresstærskel og - ikke mindst - hovedtelefoner, hvis man skal være flere i samme lokale. Men det er ret sjovt!
Prøv spillet her.

Prøv Photoboother - den virtuelle pasfoto-automat

Onlineværktøjet Photoboother er en virtuel pasfoto-maskine, som man kan uploade fire portrætbilleder til, som derefter samles til ét billede, der til forveksling ligner den sort/hvide fotostrimmel de ældre pasfoto-automater lavede.
De færdige fotostrimler kan emailes eller gemmes som billedfiler (.png-format).
Automaten er gratis at bruge og kræver ingen brugerregistrering.

Sådan virker automaten:

Prøv selv automaten her.

08 marts 2013

Oversæt engelsk til 38 sprog med "Surface Languages"

Underviser du i sprogfag kan websitet "Surface Languages" være et lille guldæg at kende.
Her kan man - ganske gratis og uden login eller installationer - træne sine sprogfærdigheder med interaktive spil, øvelser og flashcards.
Med udgangspunkt i engelske ord og sætninger (engelsk brugerflade) kan man oversætte til 38 forskellige sprog inkl. dansk, hvilket også gør websitet yderst anvendeligt i "Dansk som andetsprog".

Som et supplement til den øvrige sprogundervisning egner værktøjet sig rigtig fint til brug på interaktive tavler samt til repetition/selvstudie.

Sådan bruges siden:
Sådan bruges de interaktive øvelser
Eksempel på et ordspil
Hvert sprog indeholder forskellige træningsmuligheder: 

  • Læs sætninger/ord på engelsk og læs/hør oversættelsen til det valgte sprog
  • Træn de valgte sætninger/ord med flashcards (interaktive huskekort)
  • Spil (lyt til ordet og vælg det rigtige billede)
I finder siden her.

06 marts 2013

Prøv tekst- og billedleg med onlineværktøjet Letterjames




Kunne du tænke dig at se dit eget navn på ryggen af en fodboldspiller, på et neonskilt, på afgangstavlen på en togstation, som grafitti på et stykke af Berlinmuren, skrevet i vådt sand eller på toppen af en lagkage?
Dette - og meget mere - er muligt med ganske få klik, en smule selvvalgt tekst og onlineværktøjet Letterjames.

Det eneste du skal gøre er at vælge en billedkategori > udfylde felterne med den ønskede tekst (OBS! Undgå ord med 'æ', 'ø' eller 'å' i)> skrive de 5 bogstaver som vises i den krypterede kode > og tryk på knappen "Create image"
De færdige billeder kan downloades og gemmes som billedfiler (.jpg) eller sendes som E-postkort.

Prøv selv her.

Lav sjove "hul-i-hovedet"-fotomontager med Montagraph


Med det gratis onlineværktøj "Montagraph" kan man lave sjove fotomontager, hvor man erstatter ansigtet i en billedskabelon med sit eget (eller andres) ansigt.
Værktøjet er nemt at bruge og de færdige billedmontager er lige til at downloade og gemme som billedfiler (.jpg) på computeren.
Der kræves ingen brugerregistrering for at bruge værktøjet med mindre man ønsker at gemme sine projekter online mhp. senere redigering.

Sådan bruges værktøjet:


Værktøjet indeholder en kæmpestor samling af billedskabeloner, så der er virkelig meget at vælge imellem, men hvis man ønsker at lave sine egne billedskabeloner er dette også muligt (men kræver dog at man registrerer sig som bruger). I så fald skal man vælge "Templates" i værktøjets menulinje og vælge "Create template".
Herefter uploader man det billede man ønsker at lave en billedskabelon ud af > og "maler" med den røde prik hen over ansigtet for at markere hvad der skal skæres væk fra billedet (området ses som en grøn markering).
Med selvskabte billedskabeloner kan værktøjet bruges mere kreativt og kun fantasien sætter grænser for hvem man kan bytte sit eget eller andres ansigter ud med.

I finder værktøjet her.

Bliv afrikansk præsident for en dag - et gratis spil og undervisningsmateriale



Læs mere om/download spillet "Præsident for en dag" med tilhørende undervisningsmateriale her.