Faner

26 april 2012

Lav perlekæder ud af gamle cowboybukser - Grib idéen!

På bloggen Crafts by Amanda kan man se en god billedvejledning til fremstilling af perlekæder lavet ud af gamle cowboybukser, - se DIY'en her.

Byg virtuelle domino-konstruktioner

Sæt gang i fantasien og hjernecellerne ved at bygge virtuelle "vælte"-baner af dominobrikker og trillende kugler med online-værktøjet "Drawminos".
Tryk på knappen Create > Byg en bane ved at trække dominobrikker/kugler ned i det hvide område (brikkerne kan roteres med piletasterne) > Afprøv banen ved at trykke på Play.

24 april 2012

Lav flotte diplomer

På websitet Certificate Street kan man - under fanen Templates - finde gratis diplomer til enhver lejlighed, som kan udfyldes med de ønskede oplysninger og udskrives som .pdf-filer. Man kan benytte sidens diplomskabeloner i en gratis version (med et lille, men meget diskret logo i hjørnet - denne version skal udskrives efter udfyldning af felterne, da kun selve skabelonen kan gemmes) eller i en betalingsversion (uden logo og med mulighed for at gemme og redigere i et udfyldt diplom).
Sådan findes og benyttes en gratis skabelon:
Vælg en kategori under fanen Templates (Obs! Diplomer helt uden engelsk tekst på findes i kategorien Blank certificates) > Vælg det ønskede diplom > Tryk på knappen Download free PDF > Udfyld tekstfelterne, som er fremhævet med lyseblå farve > Udskriv diplomet.

Besøg websitet her.

Download gratis specialpapir

Mangler I specialpapir, f.eks. til tegning af mønstre, grafer eller diagrammer; til nodeskrivning, skriveøvelser eller lignende kan I finde et stort udvalg af specialpapir, som ovenikøbet kan tilpasses helt efter ønske og downloades som gratis .pdf-filer, på websitet Inkompetech.
Det kræver ingen registrering at bruge siden.

Nyttig side om filmproduktion

Onlineværktøjet Stop Frame Animator
På det engelske website Filmstreet kan man finde forskellige spændende ressourcer vedr. filmproduktion. Bl.a. et sjovt og lettilgængeligt stopmotion-onlineværktøj - Stop Frame Animation - der egner sig glimrende som "øver", hvis I skal arbejde med stopmotion-genren.


Under Activities kan man bl.a. finde en lille spil-sektion med små spil, der på forskellig måde har med billeder og visuelle udtryk at gøre, og man kan prøve at få det gamle filmhjul til at snurre, så bokserne bevæger sig.
Besøg siden her.

21 april 2012

WordsearchMaker - Lav jeres egne interaktive ordsøger-opgaver


Med onlineværktøjet Wordsearchmaker.net kan I nemt lave jeres egne interaktive ordsøger-opgaver, som kan deles med andre via et link eller embeddes/indlejres på blog/hjemmeside, som her.
Ordene, som kan stå vandret, lodret eller diagonalt, findes ved at klikke på første og sidste bogstav i et ord.
Fundne ord streges automatisk over på listen.
Prøv det selv i eksemplet herover.

Sådan bruges værktøjet:

















Der findes andre lignende værktøjer rundt omkring på nettet, men denne udmærker sig dels med sin meget enkle brugerflade (kan bruges på alle klassetrin); dels ved at man her godt kan bruge danske ord med bogstaverne 'æ', 'ø' og 'å'.

Ordsøger-opgaver er en sjov måde at øve stavning og repetere nye ord på og opgaverne kan indholdsmæssigt tilpasses til de emner I er i gang med for tiden.
Aktiviteten egner sig også fint til brug på elektroniske tavler.

Prøv værktøjet her.

18 april 2012

Lav fede billedcollager med Microsoft Research Autocollage

Jeg kender mange elever, som er glade for at lave billedcollager f.eks. i PowerPoint. Det er en god måde at øve sig i at arbejde med forskellige billedstørrelser, billedbeskæring og komposition på.

Men har man brug for en hurtigt lavet collage med et lille lækkert pift af tonede overgange så billederne "smelter" fint sammen (se de tre eksempler herover), kan man også vælge at bruge Microsofts lille gratis program Microsoft Research Autocollage, som laver hele arbejdet for en.

Brugerfladen i Microsoft Research Autocollage
Sådan bruges programmet:
Find og gem de ønskede billeder i en mappe > Åbn Microsoft Research Autocollage > Vælg den ønskede billedmappe og vent mens alle billederne åbnes i små rammer placeret tilfældigt på skærmen > Vælg på skyderen til højre hvor mange billeder man ønsker at collagen skal bestå af > Tryk på knappen Create øverst til højre > Se collagen blive til > Foretag evt. ændringer og tryk på Create-knappen igen eller tryk på Save for at gemme collagen som et billede.

Programmet er så nemt at anvende at alle elever der kan lokalisere en mappe billeder på en computer vil kunne anvende det... og de vil elske det!
Men for undervisere er det også en lynhurtig måde at lave flotte plancher eller baggrundsbilleder til aktiviteter på elektroniske tavler, hvor eleverne f.eks. skal placere tekst-labels på billederne eller indsætte tekstbokse i en collage.

Sådan får du fat i programmet:
Hvis din computer har Windows 7 kan du være heldig at programmet allerede er installeret (har jeg læst mig til), men ellers kan det downloades gratis på Microsofts Partners in learning-side her, hvor du også kan hente andre nyudviklede, spændede og gratis Microsoft-hjælpeprogrammer. Alle udviklet med undervisning for øje. For nogle af programmernes vedkommende skal man først registrere sig (gratis) som bruger af sitet og logge ind, for at kunne downloade dem. Det gælder f.eks. for Microsoft Research autocollage.

17 april 2012

Lav næsten ægte glasmosaikker - Grib idéen!

Lær hvordan I nemt kan fremstille "glas"-mosaikker med pap, garn, sølvpapir, lim, papir og permanente markere i forskellige farver - ved at følge websitet Piikea Streets fine billedvejledning her.
Hjemmesiden gemmer også på vejledninger til mange andre kreative projekter under fanen "Crafts".

15 april 2012

"Playing with foods" - Mad og fantasi





Fotografen Vanessa Dualib har lavet en meget fantasifuld billedserie - "Playing with foods" - som med befriende humor gør det til en æstetisk oplevelse at lege med maden. Nyd slide-showet på hendes Flickr-side - her.

Idéer til undervisningsbrug f.eks. tværfagligt i hjemkundskab og billedkunst:
Gå på opdagelse i billederne. Læg mærke til formerne og farverne. Hvor mange slags frugt og grønt kan I genkende/navngive? Prøv evt. selv kræfter med at lave lignende fototableauer eller lav malerier/collager af frugt og grønt. Smag. Snus. Tilbered. Anret. Fotografer. Spis.

14 april 2012

Fløjteløs


En sød, lille, ordløs og danskproduceret animationsfilm lavet af Siri Melchior.  Se flere af hendes sjove produktioner her.

Forslag til undervisningsbrug:
Lad filmen inspirere til skriftlig/mundtlig genfortælling af handlingen, små digte eller dialog om hvordan den mon er lavet (psst! Har læst mig til at der er anvendt kartoffeltryk).

12 april 2012

Undervis med interaktive 3D-billeder



På websitet 3DToad kan man finde en flot samling interaktive 3D-billeder i forskellige kategorier udviklet til undervisningsbrug.
Billederne egner sig fint til brug på elektroniske tavler. Besøg siden her.

11 april 2012

Se på billeder med Zoom.it

I dag mødte jeg onlineværktøjet Zoom.it, som er et webbaseret værktøj man kan bruge til at zoome ind og ud på et hvilket som helst billede, der har en url-adresse.

Sådan bruges værktøjet:
Find og højreklik på et billede på nettet > Vælg Egenskaber/properties > Marker og kopier url-adressen > Indsæt url-adressen i værktøjets adressefelt og tryk på knappen Create. Et øjeblik efter vises billedet i zoom-værktøjet.
Zoom-funktionen fungerer simpelt ved at man placerer sin mus et sted i billedet og klikker (eller scroller med musescrolleren). Billedet tildeles en url-adresse, som man kan gemme/dele med andre. Desuden får billedet en embed-kode og kan - som her - indlejres på et websted. Man kan også dele billedet via f.eks. Facebook eller Twitter. Billeder i high resolution giver det bedste resultat, men som mit billedeksempel herover viser kan mindre også gøre det. Det kræver ingen registrering eller tilmelding at bruge værktøjet.

I klasseværelser med elektroniske tavler egner Zoom.it sig rigtig fint til nærstudier af billeder.
Du finder værktøjet her.

07 april 2012

Hukommelsesgymnastik

På BBC-websitet Brain Smart kan man bl.a. træne sin hukommelse med tre ret sjove online-spil:
  • Name that name - et spil, der træner dig i at huske personers navne
  • Objects in order - et spil, der træner dig i at huske ting i en korrekt rækkefølge
  • Name that number - et spil, der træner dig i at huske talkombinationer, f.eks. pinkoder
Til hvert spil er en tilhørende video, som gennemgår forskellige simple husketeknikker. Videoerne har engelsk tale, men billederne illustrerer teknikkerne så tydeligt at man ikke behøver at kunne sproget.

Kilde: Teachers love SMARTboards.

06 april 2012

Se LIVE-billeder fra San Diego Zoo


San Diego Zoo's webside for børn kan man se LIVE Cam-billeder fra de forskellige dyreanlæg. Her er vist billeder fra orangutangernes område. Herudover er der placeret Live kameraer hos pandaerne, isbjørnene, elefanterne og kondorerne.
Besøg Live kamera-siden her.
Hjemmesiden indeholder også sjove onlinespil, tegneaktiviteter og idéer til dyreinspirerede kreative projekter.

Hjælp til at skrive lydskrift

Med onlinetastaturet I 2 Speak (eller I2:spik) kan man skrive engelsk lydskrift med adgang til alle de specielle tegn som kendetegner den fonetiske skrift, og som man måske ikke lige har adgang til med et almindeligt tastatur. Det skrevne kan - med tryk på knappen Save - overføres til et Word-dokument. Jeg har ikke selv nogen erfaring med at bruge lydskrift, men tænkte at værktøjet måske kunne være nyttigt for sproglærere.
På den danske blog Fonetik kan man desuden hente hjælp til at skrive dansk lydskrift (Dania) i artiklen her.