Faner

29 januar 2012

Apps i undervisningen - Skolestuens links

Ghita - lærer og IT-vejleder - har kontaktet mig og efterspurgt links til undervisningsprogrammer til tablets med Androids styresystem (ikke iPads).
Jeg har et Livebinder-ringbind fyldt med links til apps og div. websites med relevante artikler og tips vedr. brug af apps i undervisningen. Ringbindet indeholder både danske og udenlandske sites og både apps til iPads og Android, så der skulle nok være lidt for enhver smag. Ringbindet opdateres løbende med nye links, når jeg støder på dem. Tips fra jer om gode apps er også velkomne (klik på "Kommentar" under dette indlæg og læg en hilsen.... eller send mig en mail.) - Klik på ringbindet/linket herunder for at se min apps-linksamling.

24 januar 2012

Aktuelt på nettet - Uge SEX 2012

På websitet Sex & Samfund kan du lige nu finde alle oplysninger om seksualoplysningskampagnen og -materialet "Uge SEX 2012".
Du finder også links til forskellige webbaserede ressourcer, som kan bruges i seksualundervisningen.

Download desuden Ministeriet for børn og unges inspirationskatalog "Inspiration til bedre seksualundervisning i folkeskolen".

18 januar 2012

The Crafty Crow - en kreativ idébank

Mangler du idéer til kreative projekter for børn kan jeg anbefale dig at besøge bloggen The Crafty Crow - et site, som er spækket med links og vejledninger til alverdens børnevenlige sysler.
I bloggens venstre side (når du scroller et lille stykke ned fra toppen) finder du en omfattende kategori-oversigt.
Her er blot et par screendumps, set i kategorien "Papier mache"...

15 januar 2012

Skriveundervisning for unge - Besøg en forfatterblog

Er du dansklærer i folkeskolen, på ungdoms- eller efterskoler kan du måske finde nyttige idéer og inspiration til din skriveundervisning på forfatteren og skrivelæreren Camilla Wandahls blog. Camilla giver udover gode råd på bloggen også  foredrag på skoler og laver kurser for unge forfatterspirer. Besøg hendes blog her.

Tilføjelse d. 23. januar 2012:
Er lige blevet opmærksom på at Camilla også står bag bloggen Fiktionsskrivning i folkeskolen.

12 januar 2012

WellGames - Tænkespil... helt uden blod i!

Et spil-site jeg ofte og ivrigt anbefaler til alle der gider at høre på det, er spil-sitet WellGames, som huser en stor og spændende samling online-spil, som alle på forskellige måder sætter hjernecellerne i sving.

Alle spillene er noget så sjældent som ikke-voldelige og ganske ublodige, hvorfor selv de yngste (og de ældste!) kan være med. Her er både spil du kan nyde i dit helt eget tempo, og spil, hvor det gælder om at tænke/handle hurtigt. Her er kendte spil som Sudoku og Mahjong, men også et rigt udvalg af "puzzle"-games (tænke-spil), hvor man med farver, mønstre, former, tal, bogstaver m.m. træner kompetencer som koncentration, logisk tænkning, opmærksomhed og tålmodighed.
De fleste af spillene kan spilles som både single-player- eller som multiplayer-spil (dvs. at Wellgames automatisk finder en anden online-spiller, som man dyster imod).

Mange af spillene egner sig perfekt til at f.eks. 2 elever kan sidde og samarbejde på én pc, men der er også mange af spillene der egner sig til brug på elektroniske tavler, som en klasseaktivitet. Her tænker jeg især på spillene i kategorierne "Hidden object" (findespil) og "Learning games".

Screenshot fra hidden object-spillet "Mysteriez 3"

Screenshot fra matematik-spillet "Match 10"
  Besøg websitet og vælg selv en spil-kategori her.

02 januar 2012

Byg talrækkefølger på SMARTboardet

Nu kan I downloade min SMARTboard-aktivitet "Talrækkefølge", som handler om at sortere tal i talrækker i kronologisk stigende orden ved at flytte tal op i farvede cirkler.
Dokumentet indeholder 6 færdige opgaver samt en skabelon I selv kan sætte tal ind i.
Aktiviteten kan downloades her.

OBS! Vil du lære hvordan aktiviteten er fremstillet kan du finde en punkt-for-punkt-vejledning her.

01 januar 2012

Talrækkefølge danset af ungarske folkedansere



Se en flok ungarske dansere danse en korrekt talrækkefølge frem

Prøv lydtapeter i undervisningen

På websitet Ambient-Mixer kan man finde et stort udvalg af lydtapeter (både autentiske lydoptagelser og mixede lydcollager) fra vidt forskellige miljøer/situationer, f.eks. lydene fra en sommereng, en bondegård, under havet, fra dækket af et stort gammelt sejlskib eller på et uhyggeligt slot.

Man vælger et lydtapet ved at klikke på et af billederne > Når lyden starter åbnes samtidig en lille lydmixer som bl.a. giver mulighed for at skrue op/ned for udvalgte dele af lydtapetet efter ønske.
Det er gratis at afspille de forskellige lydtapeter online, men ønsker man at downloade lydene er det også muligt mod betaling.

Sådan kan websitet bruges i en undervisningssammenhæng:
  • Lad en baggrundslyd vække inspiration under skriveøvelser
  • Digt og fortæl historier for klassen med en stemningsskabende baggrundslyd
  • Brug et lydtapet som afsæt for indsamling af forkendskab og ordforråd omkring et emne I skal til at arbejde med.
Besøg websitet her.