Faner

03 august 2010

Børnerådet - en vigtig side at kende!


Der er så mange frygtelige ting vi alle kan være enige om at alle børn burde være foruden. Men vi ved desværre også - og ser måske dagligt - at virkeligheden og hverdagen langtfra byder på et værdigt børneliv til alle børn.
For os der møder børn hver dag er det rart at vide at Børnerådet arbejder for børns rettigheder, bl.a. ved at informere og oplyse med website og materialer. En side du bør kende - find den her.

Tema: Parafraser - eksempler på teknikker

"Parafrase (fra latin: paráphrasis via græsk para phrasëin) er en fri bearbejdning af en anden kunstners værk. Det kan være indenfor litteratur, billedkunst eller musik"
(Citat: Wikipedia)

"Parafraser indenfor billedkunsten handler om både at se bagud og fremad på én gang. At være bevidst om den kunst der er skabt og bruge den som afsæt for et nyt værk."
(Citat: Søren Elgaard, forord, "Parafraser - Billeddialoger", Systime 2003)


Statens museum for kunst hænger ovenstående vidunderlige billede malet af Henri Matisse i 1905. Billedet hedder "Madame Matisse - Den grønne streg" - en titel der henviser til Matisses karakteristiske måde at bruge farver til at danne skygger med i sine billeder - se fruens næse.

Til min billedkunsteksamen brugte jeg billedet som inspiration i arbejdet med parafraser, og kastede mig ud i nye variationer af "madammen" lavet med forskellige teknikker. Måske kan I bruge nogle af idéerne?

Variation 1)
Collage lavet af ugeblade klippet i små stykker, sorteret i farver og klistret på en let tegnet blyants-konturtegning på et papir. Husk at papiret skal have nogenlunde tilsvarende proportioner ift. originalbilledet.
Teknikken afprøvet i billedkunstundervisning med 2. klasser - stor succes!


Variation 2)
Motivet tegnet med farveblyanter på transparente krympeplader og bagt i ovnen (krymper fra A4-str. til lidt mindre end et postkort) - Billederne kan stå meget smukt i vindueskarme, lænet op af ruden, med lyset faldende ind igennem. Næsten som glasmosaikker. Krympeplader er et herligt og sjovt materiale man kan arbejde med helt fra børnehave/indskolingen og opefter.

Variation 3)
Billedet malet på en billig vase fundet i en genbrugsbutik.
Jeg brugte akrylmaling - grundede først med en omgang hvid maling - tegnede motivets kontur op med blyant og fyldte ud med farver bagefter.
Da "lærredet" (vasen) jo i dette tilfældet var rundt var det en sjov udfordring at få hele motivet med, så det så naturligt ud. Og også lidt svært!

Variation 4)
Som altid hos mig, kom der også en lille sten på banen.
Motivet er tegnet med en tynd sort, permanent tusch.





Variation 5)
Sidste variation har jeg desværre ingen billeder af (de gik tabt ved et computersammenbrud!), men bestod i al sin enkelhed i at tegne motivet med en pind i vådt sand på stranden og så nå at fotografere det, inden bølgerne kom og vaskede det væk. Ret sjovt!

Se evt. mit tidligere indlæg om "Stor kunst og parafraser" her.
Se en Google-billedsøgning på ordet "parafraser" her.

02 august 2010

Connect 1001 - endnu et godt onlinespil

Et online-spil, som jeg også gerne vil anbefale varmt er
Connect 1001.
Her får du øvet dig i at se forskel/sammenligne billeder, gennemskue gode løsninger/kombinationer og (som paropgave) at samarbejde.
Find en vejledning til spillet på dansk ved at klikke på billedet herunder.

Evernote - Hjælp til de glemsomme!


Hører du også til dem der altid må have huskelister, beskeder og små gule post-it's hængende og flydende overalt omkring dig?

Skriver du også vigtige ting ned allevegne, for at huske dem, men glemmer så hvor du har gemt det?
Fortvivl ikke - thi, hjælpen er nær!!

Evernote er et lækkert og meget brugervenligt program, som du kan downloade gratis fra nettet og installere på din computer. Når du har installeret det kan du tilpasse programmet så brugerfladen bliver på dansk. På billedet herunder kan du se hvordan brugerfladen i Evernote ser ud på min computer pt. Brugerfladen kan i øvrigt tilpasses efter ønske på mange måder.


Hvordan virker Evernote?
Evernote kan sammenlignes lidt med "Favoritter"-funktionen i din browser - altså den funktion du bruger til at gemme dine favoritsider på nettet, så du nemt kan finde dem igen. Evernote kan bare lidt mere end blot at gemme url-adressen.
Eksempel: Nogle af jer husker måske mit tidligere indlæg om "Flag lavet af mad"? Jeg faldt tilfældigt over fænomenet på en hjemmeside, og tænkte "Hov!.... Det dér kan jeg måske bruge til noget? Det vil jeg gerne huske!". Så klikkede jeg bare på "Klip til Evernote" (en genvej, som man placerer i sin værktøjslinje), og så gemmer Evernote en note som ser sådan her ud.
Bemærk at noten indeholder både et billede fra siden og et aktivt link, så du nemt kan finde derhen igen. Desuden kan man selv tilføje tekst til noten.
Et andet eksempel ku' være at man faldt over en lækker madopskrift med et flot billede - Med få klik kan du gemme den i din Evernote og således opbygge din egen samling af lækre opskrifter (samtidig med at du altså bevarer kildeoplysningerne og nemt kan finde tilbage til siden igen).

Jeg bruger også Evernote til at skrive og samle almindelige huske-noter til mig selv....f.eks. indkøbslister, ønskesedler, to-do-lister m.m.
Det er rart at have mest muligt af den slags samlet ét sted i stedet for overalt!

Og nu kommer det allerbedste:
Det mest geniale ved at bruge Evernote som sin huske-hjælper er at man automatisk får en onlinekonto og et brugernavn hos Evernote, når man downloader programmet. Det betyder at du nårsomhelst kan komme i kontakt med og bruge din Evernote enten via din mobil eller via en hvilkensomhelst anden computer med netadgang. Du logger dig bare på Evernote med dit brugernavn og adgangskode og straks har du alle dine noter lige ved hånden. Indholdet synkroniseres løbende, eller du kan klikke på "synkroniser" og det sker med det samme.

I min undervisning kan Evernote også hjælpe enormt med at huske vigtige ting. Jeg bruger både programmet til at gemme relevante links til undervisningen, men også til at føre logbog i, så jeg altid har mine forskellige overvejelser, idéer, planer lige indenfor rækkevidde.

Download programmet her.
Lær mere om Evernote her og her.

Hand Jibe - online-spillet for de rigtig hårde nysere!


Trænger eleverne eller du til at få motioneret jeres stress-tærskler,
så prøv et spil "Hand Jibe".
Et online-spil der træner din reaktionsevne; din evne til at danne kombinationer/koble farver, tal og symboler og din evne til at tænke/handle under pres.
Er du rigtig skarp lærer du at gå efter de rigtig svære kombinationer, som giver flest point..., men selv sådan en som mig, som ikke er spor stærk i nogle af de førnævnte færdigheder kan være med... for man kan også bare vælge at klikke løs på må og få... og være enormt heldig!

Obs! Baggrundsmusikken er enerverende, men det er sikkert også meningen at den skal stresse spilleren yderligere..., og den kan heldigvis fjernes med et klik på det lille højtalerikon øverst til venstre.

Klik på billedet herunder, hvis du får brug for en vejledning på dansk. God fornøjelse!

01 august 2010

Så er den nye Harry Potter-film her... (eller... ok, næsten!)

Til inspiration: Min 9-årige søn, Jonathan, og jeg har i dag sørme fået lavet vores helt egen lille Harry Potter-film, som I gerne må se - bare tryk på "Play"-knappen. Et superhyggeligt fællesprojekt, som tog os knapt et par timer.

Sådan gjorde vi:

  • Først skrev vi en liste over de billeder vi ville tegne til filmen (6 stk. i alt)
  • Så tegnede vi tegningerne med almindelige tuscher - Obs! Det er vigtigt at bruge klare, stærke farver, og fylde felterne godt ud - så fremstår tegningerne bedst til sidst)
  • Så skannede vi billederne ind og gemte dem på computeren.
  • Så optog vi Jonathans sang med et headsæt og programmet Audacity, som er et gratis lydbehandlingsprogram, du kan downloade her.
  • Til sidst samlede vi billeder og lyd i programmet Photostory, som jeg har fortalt om i et tidligere indlæg på Skolestuen - se indlægget her. Det var også i Photostory at vi skrev tekster ind på billederne, men det bestemmer man selv om man vil have på. Vi kunne for resten også have indspillet sangen i Photostory, hvis vi ville.

Idéer til lignende projekter i en undervisningssammenhæng:

  • I kan lave små film om alverdens bøger - en spændende måde at lave bograpporter på, også fordi dét der kan være svært at forklare med ord/på skrift, men som man har forstået, kan vises med billeder og så kan man evt. tilføje meget simple tekststykker.
  • I kan digte videre på kendte eventyr og historier, f.eks. "Da Rødhætte skulle til børnefødselsdag", "Da Shrek blev lærer på min skole", "Harry Potters rejse til månen" eller lign.
  • I kan genfortælle andre kulturers folkeeventyr med dansk tekst og egne billeder - en god måde at inddrage klassens flersprogede børn (og evt. også deres forældre) i danskundervisningen på.
  • I stedet for tegninger kan I bruge fotografier og f.eks. prøve at genskabe centrale scener fra historier og film. Her skal eleverne selvfølgelig helst selv stå både foran og bag kameraet og samarbejde om at finde gode locations og rekvisitter som skal med på billederne.
  • I kan også bygge en verden op af Lego i en stor papkasse (som står på højkant) - digte en lille historie, som så fortælles med fotos af Legofigurerne der flyttes rundt i scenariet.

Prøv billed-mutation med onlineværktøjet Mutapic



Ovenstående billeder er lavet med onlineværktøjet Mutapic, som er sjovt og nemt at arbejde med, samtidig med at det giver et fint indblik i hvordan grafiske effekter både kan styrke og svække et billede. Programmet gør det at den muterer (eller blender, om man vil) to forskellige billeder til en hel masse nye billeder, sommetider med meget overraskende og imponerende resultater. Brugerfladen i Mutapic er på engelsk, men jeg har lavet en lille brugervejledning på dansk - klik på billedet herunder - så det skulle være lige til at gå til for alle.


Obs! I denne gratis version af Mutapic er det desværre ikke muligt at gemme sine billeder eller uploade egne billeder til mutation, men man kan altid klikke på et af sine billeder (så det åbnes i stort format) og trykke på tasten "Print Scrn". Herved tager du et frys-billede af hele skærmbilledet. Dette billede kan du så åbne, beskære og forstørre i et billedbehandlingsprogram. Du kan også bruge programmet MWSNAP til at fotografere et udsnit af billedet, læs mere om MWSnap her.
Ønsker man den fulde version af Mutapic, kan programmet købes og downloades for 30 $ - det kan du læse mere om her.

Fra avis til kunst




Jeg vil gerne anbefale til alle med interesse for billeder, farver og kunst at smutte et klik forbi Anette Lyskjærs spændende blog, som bl.a. indeholder denne meget tilgængelige vejledning (med fotos) i hvordan man kan forvandle en kedelig avisside til smukke billeder som disse. Du finder vejledningen her.