Faner

23 februar 2011

Jorinapeka - Et sjovt følg-pilene-spil

Jorinapeka er en herlig tidsrøver af et online-spil, som udfordrer evnen til at tænke fremad/strategisk og som både kan spilles som en klasseaktivitet på elektroniske tavler eller ved almindelige computere, f.eks. i makkerpar.

Spillet går i al sin enkelhed ud på at tømme alle de farvede felter for farve ved at klikke på de hvide cirkler med de sorte buer på. Buerne viser hvilken retning dit klik sendes videre i. Så snart en farvet cirkel er ramt tømmes den for farve. Jo flere cirkler du kan nå at ramme på vejen hen til de farvede, jo flere point scorer du.
Her kan du se et eksempel:

Spillet kan bruges på alle klassetrin og kan varmt anbefales. Prøv det selv her.

21 februar 2011

Leg med sjove tekst-effekter med online-værktøjet Upside Down Text

Der findes et sjovt online-tekstværktøj der hedder Upside down text. Værktøjet kan lave nogle skægge "trylle"-effekter med et stykke valgfri tekst.

Der er disse 3 effekt-muligheder at vælge imellem:


Herunder ser du brugerfladen i Upside down text:
Tekst indskrives eller indsættes (kopier/indsæt) i den hvide boks. Vælg en eller flere effekter med flueben i kasserne og se straks resultatet i den blå boks.
Teksten i den blå boks kan kopieres og indsættes i f.eks. et Word-dokument, hvorfra formateringen (skrifttype,-farve og -størrelse) kan ændres efter ønske.
Det er også muligt at sende sin tekst til sin Facebook- eller Twitter-konto.

Upside Down Text - brugerfladen

Værktøjet kan i undervisningssammenhænge f.eks. bruges til at:
  • skærpe opmærksomheden omkring læseretning og nødvendigheden af at vende bogstaver rigtigt under skrivning
  • lade eleverne, evt. i makkerpar, læse små tekststykker som står spejlvendt eller på hovedet. Når de mener at have "knækket koden" og har gættet hvad der står, kan de tjekke om det er rigtigt ved at holde et spejl op foran teksten
  • skrive kryptiske beskeder f.eks. som ledetråde til en skattejagt
Værktøjet er nemt og gratis at anvende og kræver ingen registrering.
Du finder det her.

19 februar 2011

SMARTboard-tip #3 - Lær at lave en billedsorteringsopgave

Klik på billedet herover for at se en video-vejledning i hvordan du kan lave billedsorteringsopgaver til SMARTboardet vha. skabelonen "Image arrange", som er en af de mange opgave-skabeloner i Notebooks galleri.
"Image arrange"-skabelonen
Skabelonen er lavet til billedsorteringsopgaver med op til 15 billeder, men ved at klikke på knappen "Edit" får man mulighed for at vælge det ønskede antal billeder med den lille pil øverst til højre.

Videoen viser:
  • hvordan du gør dine billeder klar til brug i værktøjet
  • hvordan du finder skabelonen "Image arrange" i Galleriet under "Lesson activity toolkit 2.0"
  • hvordan du får dine billeder sat ind i "Image arrange"-skabelonen
  • hvordan den færdige aktivitet bruges
Se videoen her.
OBS! Igen må jeg beklage at lydoptagelsen mangler noget volumen, så skru godt op for lyden under afspilningen. (Findes der mon et teknisk hoved derude, som kan opklare hvorfor lyden bliver så svag, når jeg laver disse screencasts?!)

Mitoza - en interaktiv oplevelse

Det hele starter med et lille frø...
Skal frøet plantes eller spises?... Urtepotte eller fugl? - DU bestemmer!

Smid en sjov lille visuel oplevelse på de elektroniske tavler derude med websitet Mitoza.
Klik på en af de to valgmuligheder og et nyt sceneri og to nye valg opstår. Altsammen en lille smule gakket og mærkeligt, men utrolig flot lavet. Prøv det her.
Obs! Virker naturligvis også på vanlige computere!

18 februar 2011

SMARTboard-tip #2 - Sådan kan du lave en sorteringsopgave til SMARTboardet


I dette Smartboard-tip har jeg lavet en lille video-guide til hvordan du nemt kan lave en simpel sorteringsopgave i programmet SMART Notebook, som er det software der følger med til en SMARTboard-tavle.
I video-eksemplet forestiller jeg mig at opgaven skal handle om at matche ord og farver - en række forskellige ord skal sorteres efter deres farve ved at ordene skal trækkes op i hhv. grøn eller rød cirkel alt efter hvilken farve genstanden har. De ord som ikke hører til i hverken rød eller grøn cirkel skal smides i skraldespanden. Opgavens indhold og grafik kan selvfølgelig varieres helt efter ønske. Videoens formål er at vise:
  • hvordan du indsætter objekter (f.eks. figurer, billeder og tekst)
  • hvordan du flytter objekter fremad eller bagud, så de ikke utilsigtet kommer til at dække hinanden
  • hvordan du låser objekter fast på skærmbilledet, hvis de ikke skal være flytbare
  • hvordan du gør objekter flytbare uden at de f.eks. kan ændres i størrelse, roteres eller blive slettet ved en fejl, når eleverne skal flytte rundt med dem.
Klik på billedet for at se videoen, eller klik her.
OBS! Af en eller anden teknisk årsag jeg endnu ikke har regnet ud, er lyden blevet ret svag på videoen, i hvert fald når jeg afspiller den fra min egen computer - så måske skal du lige skrue lidt op for volumen for at høre mig.

16 februar 2011

Øv engelsk med talende hunde og katte

Vil du høre hvad hunden siger - klik her. (Vent et øjeblik, når du har klikket - så begynder hunden at tale og billedet får bevægelse.)
På websitet Talking Pets kan man lege med animerede billeder af kæledyr, som tilmed kan tale.
Man vælger først et af dyrebillederne eller uploader et billede af sin egen hund eller kat. Så skriver man den tekst der skal siges og vælger en stemme Obs! Værktøjet anvender talesyntese-stemmer, og nogle af dem lyder mere som æge stemmer end andre. Jeg opdagede at man kan undgå at stemmen taler for hurtigt ved at indsætte 3-4 punktummer mellem sætningerne... som her.
Dyrene kan desværre kun tale engelsk, så hvis man skriver på dansk, kommer det til at lyde temmelig uforståeligt!
Man vælger desuden mellem forskellige animerede baggrunde og tilbehør efter ønske.
Animationen kan afprøves med et klik på knappen "Preview".
Den færdige animation gemmes med et klik på knappen "Save", og herefter kan man maile andre et link til animationen eller få den overført til sin Facebook-side.
Værktøjet kan bruges som ren underholdning eller som en sjov og anderledes sprogaktivitet i engelsktimerne.
Prøv selv værktøjet her.

15 februar 2011

Smartboard-tip #1 - Gruppering af objekter

Når man bruger Smartboardet som tavle får man sommetider brug for at flytte rundt på de forskellige objekter (tekst, billeder eller tegninger man har lavet og skrevet) for at få plads til noget mere, eller for at gøre tingene mere overskuelige.
Har man f.eks. tegnet hen over et billede (pile eller lign.) for at vise/markere noget, er det vigtigt at markeringerne følger med, hvis objektet skal flyttes et andet sted hen på tavlen.

Sådan grupperes objekter i et Smartboard Notebook-dokument:
Ved at markere en gruppe af objekter (f.eks. et billede og noget håndskrevet tekst) kan man højreklikke og vælge funktionen "Grupper" - herved smeltes objekterne sammen til et samlet objekt, som kan flyttes, kopieres, slettes eller forstørres/formindskes lige så tosset man vil.
Fremgangsmåden:






13 februar 2011

Lær at lave fantasi-fangere

Anette Lyskjær - min kreative "medskyldige" på bloggen Delebarnet - har fundet på en sjov og billig måde at bruge Y-formede grene til at væve på. Måske kan idéen bruges i håndarbejdstimerne derude, til indianerprojekter eller lign.
Læs en udførlig billedvejledning til hvordan I kan lave Anettes fantasi-fangere her.

12 februar 2011

Magnetiske digte - til engelskundervisningen

På websitet Magnetic Poetry kan man bygge sine egne engelske digte eller tekster med magnetiske ord. Ordene finder man i den store ordkasse ved at klikke og trække. På den lille scroller-pil over ordkassen kan man sortere ordene i 3 alfabetiske grupper - nyttigt,  hvis man leder efter et specielt ord.
Der er forskellige tema-ordkasser at vælge imellem.
Færdige digte/ordcollager kan gemmes på websitets galleri - eller sendes til venner pr. email - klik på knappen "Submit poem" og udfyld felterne.
Prøv værktøjet her.
Websitet har også en ordkasse udviklet specielt til børn, den finder du her.

09 februar 2011

E-magasin om unges brug af Facebook


Her kan du læse et spændende magasin om unges brug af digitale, sociale netværk som Facebook. Magasinet er udgivet af Cyberhus (Center for digital pædagogik), den virtuelle ungdomsklub, som jeg har fortalt om i et tidligere indlæg - læs det her.

07 februar 2011

Lav tegneseriestriber med onlineværktøjet Make Beliefs Comix


Med onlineværktøjet Make Beliefs Comix kan man nemt og hurtigt lave små tegneseriestriber, som ovenstående eksempel. Det kræver ingen registrering at benytte værktøjet, hvilket kan være en fordel især i de mindre klasser.
Brugerfladen i Make Beliefs Comix
For at komme ind i værktøjet klikker man på knappen "Enter here" på forsiden.
I brugerfladens midte vælges de figurer man ønsker indsat i sin stribe. Når en figur er valgt med et klik vises den i det afrundede hvide felt, og figurens ansigtsudtryk og kropssprog kan nu varieres efter ønske ved tryk på de røde pile. Når man er tilfreds klikkes på figuren og den indsættes i det valgte stribe-felt.
I brugerfladens højre side kan man klikke på forskellige redigeringsværktøjer, som gør det muligt at spejlvende, flytte, slette, ændre størrelse osv. på de enkelte objekter.
I højre side af brugerfladen kan man vælge antallet af felter (2, 3 eller 4 stk.), baggrundsfarver, genstande, tale- og tænkebobler samt et lille forklarende tekstfelt. De tre sidstnævnte kan varieres ligesom figurerne.
Når striben er færdig klikkes på pilen "Next" i brugerfladen højre side, og den færdige stribe vises i fuld størrelse.
Herfra kan man ente vælge at vende tilbage og redigere yderligere (klik på "Go back and edit"), at udskrive sin stribe (klik på "Print") eller man kan udfylde navn og email-adresser og sende striben til andre pr. email.

Prøv værktøjet her.

06 februar 2011

Få motioneret hjernecellerne hos Smart-kit

På websitet Smart-kit findes en stor samling af rigtig gode onlinespil med masser af læring i. Spillene findes i mange forskellige kategorier og egner sig både til klassebrug på de elektroniske tavler og ved pc'erne. Mange af spillene er især gode at være to om, fordi der skal tænkes strategisk og konstrueres en del.

Prøv f.eks. spillet Parkingzone
Her gælder det om at få bilerne til at køre hen i de rigtige parkeringszoner, så farverne på zone og bil matcher. Bilerne kører et felt hver gang man klikker på dem, men hvert klik medfører at nogle af de andre biler ændrer kørselsretning, og så har vi hurtigt balladen med at få alle hen på de rigtige pladser...., prøv spillet her.

I spillet Paper train spillet kørselsretningen også en stor rolle. Her skal spilleren nemlig bestyre en hel jernbanetrafik ved at låse og åbne sporskifter med et klik, så man undgår at togene støder ind i hinanden. Her gælder det om at holde hovedet koldt og fingeren klar til at klikke på de helt rigtige tidspunkter - prøv spillet her.

Dem der kan lide match 3-spil kan hygge sig med spillet Colorpeas, hvor man skal styre en kran og få den til at slippe nogle farveklatter ned i banens felter, så farverne danner striber af mindst 3 ens, hvorved farveklatterne opløses og forsvinder. Udfordringen her er at banen hele tiden drejer sig en kvart omgang , så man hurtigt mister overblikket over hvor man bedst kan få placeret klatterne og derved undgå at banens felter fyldes op. Dette spil kan også spilles som et 2-player-game. Prøv spillet her.

I spillet Dupligon gælder det om at ha' øjnene med sig. Man får vist en geometrisk form, som man bagefter skal tegne efter hukommelsen med mus og museklik. Jo mere vellignende en figur man får tegnet, jo bedre karakterer scorer man (A+ betyder topkarakter, herefter kommer A, A-, B+, B, B- osv.). Prøv spillet her.

Spillet Tealy and Orangey er sjov navigationsøvelse, hvor man skal styre to kugler igennem to næsten ens baner på samme tid - her er selvfølgelig lagt forhindringer ind undervejs på de enkelte banehalvdele, og falder bare en af kuglerne forkert må begge kugler starte forfra. Spillet styres med piletasterne - prøv det her.



En herlig hjernevrider finder også man i spillet Moonster Safe, hvor man ved at løse en række forskellige logiske opgaver kan befri en masse søde monstre, som er blevet taget til fange og spærret inde i nogle kasser. Hver kasse kræver sin helt egen løsning og kigger man godt efter er der ofte lidt hjælp at hente i rummets indretning, dekorationer eller indhold, men mere skal ikke røbes her, prøv jer selv frem her.

Websitet har desuden puslespil, labyrinter, "Find fejl"-spil, ordspil (på engelsk), flugtspil og mange andre spiltyper, som dog alle har det gode til fælles at de er aldeles uvoldelige - Find flere spil her.

03 februar 2011

Mal i 3D-format - Grib idéen!

All my forgotten dreams: Cyclops

All my forgotten dreams: Babel
 Kunstneren Erin O'Keefe (fra New York) laver bl.a. disse fantastiske billedskulpturer, som fascinerer mig dybt, fordi de kan varieres i det uendelige, både ift. opstilling, valg af dekorationsteknikker og indhold. Idéen har jeg selv prøvet kræfter med i et gammelt eksamensprojekt (sort tusch på hvidt 3D-lærred) - se eksemplerne her:


3D-kubelærreder fås bl.a. her i formatet 12 x 12 x 9 cm. Men træklodser der har fået en tur med sandpapir og et lag grundmaling kan også sagtens bruges.

Ideer til 3D-projekter:
  • Lad eleverne skabe tårne/konstruktioner der repræsenterer hver sin årstid, hver sin farve, hver sit land eller lign.
  • Udnyt kubernes fem maleflader til at illustrere fem forskellige vinkler på det samme emne, f.eks. "Mine 5 yndlingsting", "5 steder jeg kan lide at være", "5 forskellige blomster" osv.
  • Mal en kube i én bestemt farve på alle sider. Sæt lys på den, og undersøg hvordan farven ændres alt efter lysets indfald. Hvad sker der f.eks. hvis man maler en af siderne en lysere eller mørkere nuance af samme farve?
  • Brug kuberne til at eksperimentere med forskellige opstillinger, f.eks. stramt og snorlige, eller rodet og "tilfældigt"... hvad virker bedst og hvorfor?
  • Gør som Erin O'Keefe - klæb billeder på nogle af siderne og mal farver på de øvrige. Farverne kan f.eks. enten være "lån" fra billederne, være alverdens nuancer af én bestemt udvalgt farve eller I kan vælge et bestemt farveskema (3-4 farver) som alle skal være repræsenteret på hver kube.