Faner

Viser opslag med etiketten Apps. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Apps. Vis alle opslag

21 februar 2015

Finmotorikken og håndskriften behøver ikke at drille med Snap Type

Har du elever, som kæmper med håndskriften/finmotorikken i en grad så det dræber motivationen og fjerner fokus fra det faglige, er IOS-app'en Snap Type absolut en app, som kan gøre en kæmpe forskel.






Med denne app kan man tage et billede af en bogside eller et opgaveark, åbne billedet i app'en og gøre det muligt for eleven at løse opgaven/skrive sin svar ved hjælp af tastaturet.
Man trykker bare på skærmen, skriver sit svar og placerer teksten hvor man ønsker.
Der er fire skriftfarver at vælge imellem og skriftstørrelsen kan nemt reguleres med en skyder-knap.

Når opgaven er løst kan man gemme/dele sit arbejde, som en .pdf-fil, billede eller som et redigerbart dokument, som kan åbnes af alle, der også har app'en. (Sidstnævnte funktion er især smart, fordi det gør det muligt at rette eventuelle fejl).

Redigerbare dokumenter kan deles via email eller Dropbox, mens der er lidt flere delingsmuligheder for .pdf-filer og billeder. Du kan også udskrive, hvis din app eller tablet er koblet til printer.
I den gratis version kan man gemme op til tre dokumenter.
I Pro-versionen (opgradering i app'en, pris: 25,00 kr.) er der lidt flere redigerings-funktioner samt ingen begrænsning ift. antallet af dokumenter.

I dette videoklip gennemgås app'en og alle dens funktioner:

App'en kan downloades her.

26 oktober 2014

Lav og del læringsspil/opgaver online og på tablets med TinyTap

På websiden TinyTap kan du finde en masse gode læringsspil lavet af (bl.a.) undervisere fra hele verden.
Spillene er lavet med app'en "TinyTap, make and play educational games and interactive lessons", som du kan hente gratis her: IOS eller Android.

Med app'en kan du lave forskellige læringsaktiviteter, bl.a. soundboards og puslespil.
Aktiviteterne kan laves med billeder fra et stort indbygget galleri, med billeder fra nettet eller med dine egne billeder. Lyd, tekst, tegninger og videoer kan tilføjes.
For at gemme en aktivitet skal man oprette sig som bruger. Det er gratis og nemt. Brugerfladens sprog er engelsk, men alt er holdt så enkelt og brugervenligt at værktøjet sagtens vil kunne bruges sammen med elever.
Når en færdig aktivitet er gemt og evt. publiceret kan alle finde og spille den ved at søge i TinyTaps galleri enten i selve app'en eller online her.
Som lærer kan du altså lave en aktivitet og via TinyTap-galleriet gøre den tilgængelig for dine elever uanset om de bruger tablet eller PC.

Efter min opfattelse fungerer både grafikken og lyden klart bedre når aktiviteterne afspilles via en tablet end den gør med online-versionen, som virker lidt skrabet. Sidstnævnte kan I se et eksempel på herunder. Her er kun billederne og lyden kommet med. Når aktiviteten afspilles via TinyTap-app'en kommer der også tekst frem, når ordene høres.

Jeg har forsøgt mig med at lave en interaktiv Dansk-billedordbog med lyd til nogle af mine Dansk som andetsprogs-elever, som er i gang med at lære at bruge en iPad. (OBS! Man bladrer i bogen ved at klikke nederst i højre hjørne)

"Ordet begynder med ...?"

23 november 2013

Den magiske julekalender - Gratis app fra Den Blå Planet

Den Blå Planet har lavet Den magiske julekalender - en gratis, interaktiv julekalender-app (IOS/Android). Bag hver låge gemmer sig et nyt dyr, spændende viden og quizspørgsmål, som giver adgang til at deltage i konkurrencen om at vinde et familie-dyk i Oceantanken eller årskort til planeten.
For at deltage skal man downloade app'en og hente en plakat, som man skal skanne fra med sin smartphone.

I finder det hele her.

05 september 2013

Syng for din iPhone eller iPad, og få din vokal lavet om til noder med ScoreCleaner.



Nu kan man få en app til iPhone/iPad, som kan oversætte en vokal til noder. Man starter bare optageren, nynner/synger, standser optagelsen og... pling... oversættes det sungne til noder.
App'en hedder ScoreCleaner.
Den er desværre ikke gratis, men næsten... (pris: 6,10 kr.) og jeg tænker at den kan være et værdifuldt redskab hvis I skal arbejde med nodelære og det at kunne synge fra bladet. F.eks. kan eleverne indsynge små kendte strofer, som de andre skal gætte ved at læse/synge/spille noderne.

App'en kan købes her.

05 juni 2012

Lidt om gode apps og lidt om principper

Så har jeg sørme fået ryddet lidt op i mit Livebinder-ringbind med links til danske og udenlandske undervisningsrelevante apps og links til artikler med tips og vejledninger til brug af iPads, Smartphones og andre gadgets i undervisning.
De mange links, som lå hulter til bulter i ringbindet, er nu adskilt i danske og udenlandske links, og er forhåbentligt blevet lidt lettere at hitte rundt i.

Ringbindet vokser løbende, efterhånden som jeg støder på nye links og/eller spændende omtaler af apps, som f.eks. i dag, hvor jeg fik en mail fra specialundervisningslærer Kirsten Bach, kvinden bag Madam Bachs Forlag.
Hun gav mig et praj om sine specialundervisningsmaterialer "Tim og Trine", som bl.a. er udkommet som læse/skrive-apps.

Her på bloggen skriver jeg jo helst kun om gratis webressourcer, af princip, da jeg ikke ønsker at Skolestuen skal opfattes som en blog med kommercielle interesser. Jeg tjener nemlig ikke en krone på at lave bloggen og har aldrig gjort det, selvom det ikke skorter på tilbud herom fra diverse aktører.

Når jeg - som her - vælger at fravige princippet, er det fordi jeg gerne vil hjælpe med at udbrede kendskabet til danske, digitale læremidler... også dem der ikke har store forlagsbudgetter i ryggen.
Som lærer indenfor specialundervisningen ved jeg at det sommetider kan være svært at finde gode digitale undervisningsmaterialer på dansk til elever med særlige behov. Kirsten Bachs "Tim og Trine"-materialer til Dansk og Matematik er - efter min mening - et godt bud til en overkommelig penge.

20 maj 2012

Følg bloggen Matematik med iPad

En 7. klasse på Fredensborg Skole har sammen med deres lærere lavet bloggen Matematik med iPad, hvor de deler ud af deres erfaringer med at lære matematik med iPads.
Kære 7. klasse.... Hvor er det bare en god idé.... I ryger da straks med på min blogliste!
Følg bloggen her.

29 januar 2012

Apps i undervisningen - Skolestuens links

Ghita - lærer og IT-vejleder - har kontaktet mig og efterspurgt links til undervisningsprogrammer til tablets med Androids styresystem (ikke iPads).
Jeg har et Livebinder-ringbind fyldt med links til apps og div. websites med relevante artikler og tips vedr. brug af apps i undervisningen. Ringbindet indeholder både danske og udenlandske sites og både apps til iPads og Android, så der skulle nok være lidt for enhver smag. Ringbindet opdateres løbende med nye links, når jeg støder på dem. Tips fra jer om gode apps er også velkomne (klik på "Kommentar" under dette indlæg og læg en hilsen.... eller send mig en mail.) - Klik på ringbindet/linket herunder for at se min apps-linksamling.