Faner

26 juni 2012

Starry Night - Vincent van Dominogh

Endnu en sjov nyfortolkning af Vincent Van Goghs "Starry night" - denne gang med dominobrikker. Find mere inspiration i mine tidligere indlæg om Vincent Van Gogh her og her.

23 juni 2012

Sådan slettes et gammelt Facebook-skriv... helt!!

Billede lånt her.

Personligt er jeg aldrig blevet den helt store Facebook-fan...., men i dag faldt jeg over et tip, som jeg vil gemme i ærmet (læs = her på bloggen), "just in case" en eller anden en dag skulle være kommet til at skrive noget på Facebook, som han eller hun fortryder.
Det der med at få slettet noget når man først har skrevet og postet det på Facebook, kan nemlig nemt ende med at man kommer til at slette den komplette kommunikation man har haft med en ven, selvom det måske kun er et enkelt skriv man fortryder.
MEN... fortvivl ikke...., for det kan godt lade sig gøre at fjerne et specifikt indlæg!
Læs hvordan her.

PS: Hvis I, kære læsere, sidder inde med andre nyttige tips, som kan lære os alle at bruge sociale medier som Facebook med omtanke og hensyn, er kommentarer - som altid - meget velkomne!

22 juni 2012

Tip til musiklærerne - Mere gratis guitarundervisning online

For et par indlæg siden fortalte jeg om websitet Strumschool, som tilbyder gratis online-guitarundervisning.
I dag blev jeg, via dette indlæg på tech-bloggen Make use of, opmærksom på to andre sites, som også tilbyder gratis guitarundervisning online.... nemlig:

...og....



Fælles for de tre websites er at sproget er på engelsk, hvilket jo i nogen grad begrænser nytteværdien i en dansk musikundervisning. Jeg synes dog alligevel er siderne er værd at nævne, fordi man som underviser kan bruge mange af videolektionerne og øvelserne i demonstrationsøjemed, f.eks. på en elektronisk tavle.
Siderne kan desuden være nyttige som selvstudie-materiale for de elever der gerne vil det.

17 juni 2012

Search through the chaos - et sjovt onlinespil for alle

Er dine elever lige ved at falde i søvn?
Så prøv at præsentere dem for online-spillet Search through the chaos.
Her gælder det - i bedste "Find Holger"-stil - om at finde de billeddetaljer, som er fremhævet som lyseblå silhuetter i rækken over det store billede.
Det er ikke helt så nemt, som man skulle tro,... men sjovt!
Prøv spillet her.

Guitarundervisning online med Strumschool

På websitet Strumschool finder man et gratis bibliotek med gode og meget pædagogiske guitarundervisnings-videoer for begyndere.
Videoerne har engelsk tale og kræver derfor et vist kendskab til sproget... eller... en lærer, der kigger med og kan hjælpe med at oversætte, hvor det er nødvendigt.
I undervisningslokaler med elektroniske tavler kan videoerne bruges som supplement når diverse funktioner på guitaren skal demonstreres.
Videoerne - som du finder i feltet List of lessons- kan ses i vilkårlig rækkefølge eller gennemgås fra en ende af, hvis man ønsker en allround gennemgang af instrumentet, dets muligheder og anvendelse.
Til hver video hører et Lesson summary (et lille skriftligt resumé med instruktionsbilleder), en FAQ (en fane med uddybende sprøgsmål og svar) samt en fane med et Video transcript ( et kronologisk udskrift af alt hvad der siges i videoen).
Under fanen Vocab finder man en alfabetisk ordliste med korte ordforklaringer.

Det kræver ingen registrering at se videoerne eller de tilhørende informationer. Man kan dog vælge at lade sig (gratis) registrere som bruger af siden. Herved får man adgang til nogle ekstra værktøjer...., men da sitet pt. er en Beta-version (dvs. under udvikling) er denne del vist endnu ikke færdigudviklet. På nuværende tidspunkt giver registreringen, så vidt jeg kan se, kun adgang til en online brevkasse, men der er nok andre værktøjer på tegnebordet, siden der reklameres for det.

Besøg sitet her.

07 juni 2012

Goodnight iPad, Ann Droyd - En lille tankevækker


Mon ikke denne lille film - hvadenten den ses med eller uden lyd - kunne bruges som afsæt til en spændende dialog om både fordele og ulemper ved at leve i en tid, hvor næsten alt foregår online...?

06 juni 2012

Tastetræning,opgaveark, interaktive historier og sjove online-aktiviteter for de yngste

For nylig faldt jeg over websitet Turtle Diary, som har en kæmpe samling af gode og sjove online-aktiviteter, spil, interaktive historier (på engelsk), opgaveark m.m., som egner sig til brug både i den tidlige engelskundervisning samt til pc-træning og andre fag i indskolingen eller i specialundervisningen.

Elever, som døjer med at finde de rigtige taster på tastaturet eller med at koble og skelne mellem store og små bogstaver, kan f.eks. prøve aktiviteten Learn Keyboarding. Her skal man finde tasten der svarer til det viste bogstav. Tastens placering markeres automatisk i gult på skærmtastaturet som støtte. Bogstaverne udtales på engelsk, men lyden kan slås fra, hvis den er forstyrrende.
Et lille minus ved aktiviteten er at bogstaverne 'a', 'ø' og 'å' ikke er med, men de kan jo trænes med andre tasteøvelser. En fordel er at aktiviteten er tilgængelig for alle online, så hyppig træning er en mulighed.

Under fanen "Games" findes et kæmpe udvalg af læringsspil, som fungerer rigtig godt på elektroniske tavler.
Det samme gælder de interaktive bøger med små historier på engelsk (læs selv og hør lyden bagefter), og samlingen af små videofilm med engelsk tale.

Endelig gemmer sitet på et stort udvalg af gratis opgaveark lige til at printe ud.

Besøg siden her.

05 juni 2012

Lidt om gode apps og lidt om principper

Så har jeg sørme fået ryddet lidt op i mit Livebinder-ringbind med links til danske og udenlandske undervisningsrelevante apps og links til artikler med tips og vejledninger til brug af iPads, Smartphones og andre gadgets i undervisning.
De mange links, som lå hulter til bulter i ringbindet, er nu adskilt i danske og udenlandske links, og er forhåbentligt blevet lidt lettere at hitte rundt i.

Ringbindet vokser løbende, efterhånden som jeg støder på nye links og/eller spændende omtaler af apps, som f.eks. i dag, hvor jeg fik en mail fra specialundervisningslærer Kirsten Bach, kvinden bag Madam Bachs Forlag.
Hun gav mig et praj om sine specialundervisningsmaterialer "Tim og Trine", som bl.a. er udkommet som læse/skrive-apps.

Her på bloggen skriver jeg jo helst kun om gratis webressourcer, af princip, da jeg ikke ønsker at Skolestuen skal opfattes som en blog med kommercielle interesser. Jeg tjener nemlig ikke en krone på at lave bloggen og har aldrig gjort det, selvom det ikke skorter på tilbud herom fra diverse aktører.

Når jeg - som her - vælger at fravige princippet, er det fordi jeg gerne vil hjælpe med at udbrede kendskabet til danske, digitale læremidler... også dem der ikke har store forlagsbudgetter i ryggen.
Som lærer indenfor specialundervisningen ved jeg at det sommetider kan være svært at finde gode digitale undervisningsmaterialer på dansk til elever med særlige behov. Kirsten Bachs "Tim og Trine"-materialer til Dansk og Matematik er - efter min mening - et godt bud til en overkommelig penge.

01 juni 2012

iundervisning.dk - Opgavegeneratoren - Overblik på 7 min.



På websitet iundervisning.dk kan du gratis hente programmet Opgavegeneratoren, som du kan se en præsentation af i ovenstående video.
Programmet er dansk og bruges (som navnet antyder) til at lave matematik-opgaveark med. Opgaverne kan tilpasses på utallige måder så de passer til den enkelte elevs eller klasses behov.

Det direkte link til download af programmet finder du her.

En god, dansk blog om IT og læring

På min blogliste (nederst i det højre panel her på siden) kan du altid følge med i hvad der sker "henne på" bloggen iLæring.dk, hvor Torben Møller, lærer og pædagogisk vejleder, deler ud af sin kæmpe viden om IT-baseret undervisning, læringsprocesser og didaktik.
Besøg bloggen her.