Faner

05 marts 2011

Test dine stavefærdigheder online hos Dansk Sprognævn


Vidste du at Dansk Sprognævn har en masse online-staveprøver? Her kan du teste dig selv i stavning og hurtigt blive en hel del klogere på hvornår der skal eller ikke skal være dobbeltkonsonant; hvornår 'd'et skal være der; nutids-'r'et... og alle de andre ting der kan drille os når vi skal stave os igennem tilværelsen.
Prøv stavetesterne her!

Skolestuens links til gratis undervisningsmaterialer til tyskundervisningen

Gratis materialer og links til Tysk–timerne

Her har jeg samlet et virtuelt ringbind med links til gratis undervisningsmaterialer (tekster, opgaveark, spil m.m.), som I måske kan få glæde af i tysktimerne derude.
Klik på ringbindet ovenfor, og vælg mellem fanerne.
PS: Tips om andre websites med gode online-ressourcer til tyskundervisningen er meget velkomne - smid en kommentar til dette indlæg eller send mig en mail. Så opdaterer jeg ringbindet løbende.  

02 marts 2011

Nyhedsformidling for børn

I en tid hvor naturkatastrofer, gidseldramaer og politiske uroligheder i ind- og udland nærmest vælter ud i hovedet på os fra alle nyhedskanaler, synes jeg det er på sin plads at fremhæve en rigtig god nyhed, som jeg tror kan få stor betydning både i hjemmene og på skolerne derude:


Kulturministeriet har netop indgået en medie-aftale med DR bl.a. om et forsøg med nyhedsformidling rettet mod børn. Læs Kulturministeriets pressemeddelelse om aftalen her.
Læs Børnerådets reaktion på aftalen her.

23 februar 2011

Jorinapeka - Et sjovt følg-pilene-spil

Jorinapeka er en herlig tidsrøver af et online-spil, som udfordrer evnen til at tænke fremad/strategisk og som både kan spilles som en klasseaktivitet på elektroniske tavler eller ved almindelige computere, f.eks. i makkerpar.

Spillet går i al sin enkelhed ud på at tømme alle de farvede felter for farve ved at klikke på de hvide cirkler med de sorte buer på. Buerne viser hvilken retning dit klik sendes videre i. Så snart en farvet cirkel er ramt tømmes den for farve. Jo flere cirkler du kan nå at ramme på vejen hen til de farvede, jo flere point scorer du.
Her kan du se et eksempel:

Spillet kan bruges på alle klassetrin og kan varmt anbefales. Prøv det selv her.

21 februar 2011

Leg med sjove tekst-effekter med online-værktøjet Upside Down Text

Der findes et sjovt online-tekstværktøj der hedder Upside down text. Værktøjet kan lave nogle skægge "trylle"-effekter med et stykke valgfri tekst.

Der er disse 3 effekt-muligheder at vælge imellem:


Herunder ser du brugerfladen i Upside down text:
Tekst indskrives eller indsættes (kopier/indsæt) i den hvide boks. Vælg en eller flere effekter med flueben i kasserne og se straks resultatet i den blå boks.
Teksten i den blå boks kan kopieres og indsættes i f.eks. et Word-dokument, hvorfra formateringen (skrifttype,-farve og -størrelse) kan ændres efter ønske.
Det er også muligt at sende sin tekst til sin Facebook- eller Twitter-konto.

Upside Down Text - brugerfladen

Værktøjet kan i undervisningssammenhænge f.eks. bruges til at:
  • skærpe opmærksomheden omkring læseretning og nødvendigheden af at vende bogstaver rigtigt under skrivning
  • lade eleverne, evt. i makkerpar, læse små tekststykker som står spejlvendt eller på hovedet. Når de mener at have "knækket koden" og har gættet hvad der står, kan de tjekke om det er rigtigt ved at holde et spejl op foran teksten
  • skrive kryptiske beskeder f.eks. som ledetråde til en skattejagt
Værktøjet er nemt og gratis at anvende og kræver ingen registrering.
Du finder det her.

19 februar 2011

SMARTboard-tip #3 - Lær at lave en billedsorteringsopgave

Klik på billedet herover for at se en video-vejledning i hvordan du kan lave billedsorteringsopgaver til SMARTboardet vha. skabelonen "Image arrange", som er en af de mange opgave-skabeloner i Notebooks galleri.
"Image arrange"-skabelonen
Skabelonen er lavet til billedsorteringsopgaver med op til 15 billeder, men ved at klikke på knappen "Edit" får man mulighed for at vælge det ønskede antal billeder med den lille pil øverst til højre.

Videoen viser:
  • hvordan du gør dine billeder klar til brug i værktøjet
  • hvordan du finder skabelonen "Image arrange" i Galleriet under "Lesson activity toolkit 2.0"
  • hvordan du får dine billeder sat ind i "Image arrange"-skabelonen
  • hvordan den færdige aktivitet bruges
Se videoen her.
OBS! Igen må jeg beklage at lydoptagelsen mangler noget volumen, så skru godt op for lyden under afspilningen. (Findes der mon et teknisk hoved derude, som kan opklare hvorfor lyden bliver så svag, når jeg laver disse screencasts?!)

Mitoza - en interaktiv oplevelse

Det hele starter med et lille frø...
Skal frøet plantes eller spises?... Urtepotte eller fugl? - DU bestemmer!

Smid en sjov lille visuel oplevelse på de elektroniske tavler derude med websitet Mitoza.
Klik på en af de to valgmuligheder og et nyt sceneri og to nye valg opstår. Altsammen en lille smule gakket og mærkeligt, men utrolig flot lavet. Prøv det her.
Obs! Virker naturligvis også på vanlige computere!

18 februar 2011

SMARTboard-tip #2 - Sådan kan du lave en sorteringsopgave til SMARTboardet


I dette Smartboard-tip har jeg lavet en lille video-guide til hvordan du nemt kan lave en simpel sorteringsopgave i programmet SMART Notebook, som er det software der følger med til en SMARTboard-tavle.
I video-eksemplet forestiller jeg mig at opgaven skal handle om at matche ord og farver - en række forskellige ord skal sorteres efter deres farve ved at ordene skal trækkes op i hhv. grøn eller rød cirkel alt efter hvilken farve genstanden har. De ord som ikke hører til i hverken rød eller grøn cirkel skal smides i skraldespanden. Opgavens indhold og grafik kan selvfølgelig varieres helt efter ønske. Videoens formål er at vise:
  • hvordan du indsætter objekter (f.eks. figurer, billeder og tekst)
  • hvordan du flytter objekter fremad eller bagud, så de ikke utilsigtet kommer til at dække hinanden
  • hvordan du låser objekter fast på skærmbilledet, hvis de ikke skal være flytbare
  • hvordan du gør objekter flytbare uden at de f.eks. kan ændres i størrelse, roteres eller blive slettet ved en fejl, når eleverne skal flytte rundt med dem.
Klik på billedet for at se videoen, eller klik her.
OBS! Af en eller anden teknisk årsag jeg endnu ikke har regnet ud, er lyden blevet ret svag på videoen, i hvert fald når jeg afspiller den fra min egen computer - så måske skal du lige skrue lidt op for volumen for at høre mig.