Faner

27 januar 2011

Qwiki - prøv et spændende opslagsværk på nettet

Et flot supplement til div. opslagsværker i bogform eller digitale er det engelsksprogede online-opslagsværk Qwiki, som virkelig er et besøg værd især for elever med en meget visuel tilgang til et nyt stof. Her er det nemlig billederne der får lov til at fylde mest, og tekstdelen (artiklerne) præsenteres med kun to synlige linjer tekst ad gangen, som læses højt (på engelsk) af en behagelig kvindestemme, alt imens et tilhørende diasshow afspilles. Diasshowet kan nårsomhelst pauses og spoles i, hvis der f.eks. er behov for at få noget gentaget.
Når et hovedemne er valgt (via søgefeltet) åbnes straks en række relaterede underkategorier, som også understøttes af gode billeder, der gør det nemmere at danne sig et overblik over de enkelte overskrifter under det valgte emne.
Qwiki egner sig pga. sproget i sagens natur kun til de større klassetrin, og kan f.eks. tænkes ind i engelskundervisningen i form af engelske fagtekster præsenteret på en mere farverig måde og et langt mere læsevenligt layout end f.eks. Wikipedias artikel-opslag.

I øvrigt linkes der i alle Qwiki's opslag til relaterede søgninger på hhv. Wikipedia, Google, Fotopedia og Youtube, så man hele tiden har det hele tilgængeligt i en og samme søgning. Smart tænkt!
Alle opslag kan desuden nemt deles med andre via mail, Facebook, Twitter eller hjemmesider/blog.

Prøv opslagsværket her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar